Danmark snublende tæt på EM efter sejr over Tjekkiet

0
1465
Nadia Nadim - scorede til 1-0.
Nadia Nadim - scorede til 1-0.

OPDATERET: Det danske kvindelandshold tog onsdag et stort skridt mod næste års EM-slutrunde i Sverige. På Vejle Stadion blev Tjekkiet slået 1-0 på et mål af Nadia Nadim 10 minutter inde i anden halvleg.

Dermed er Danmark nu som minimum sikret to playoff-kampe og holdet kan med uafgjort i den næste kamp mod Østrig kvalificere sig direkte til EM.

”Det hele er i vores hænder nu. Vi kan afgøre det med en sejr i næste kamp, så det er en fed følelse,” sagde målscorer Nadia Nadim efter kampen til TV2 Sport.

Danmark havde bolden det meste af kampen, men den tjekkiske modstander forsvarede sig godt, og landstræner Kenneth Heiner Møller var efter kampen ikke helt tilfreds med det danske spil:

”Jeg er meget, meget tilfreds med de tre point, men vi har lidt problemer med at finde spillet i første halvleg. I anden halvleg bliver det lidt bedre, og efter scoringen er det vores kamp,” sagde landstræneren til TV2 Sport.

Danmark har nu 18 point og en målscore på 25-0 og topper puljen foran Østrig, som har 16 point på andenpladsen. Netop Østrig er modstanderen i Danmarks næstsidste puljekamp, som spilles den 15. september. Fire dage senere spiller Danmark den sidste kamp i kvalifikationsspillet mod Portugal, som er næstsidst med 6 point.