Forsamlingsforbud sætter flere fodboldrækker på pause

0
1485
Arkivfoto

Det nye forsamlingsforbud på 10 personer får konsekvenser for afviklingen af flere kvindelige fodboldrækker. 

Kvindeligaen og Ungdomseliterækkerne får lov til at spille videre, men flere fodboldrækker i Danmark rammes af det nye forbud mod at forsamles mere end 10 personer. Fremtiden for 1. division er fortsat uafklaret, da DBU endnu ikke ved, om de kan fortsætte under nuværende regler. DBU har derfor valgt at udsætte kommende kampe i weekenden. Her er der tre runder tilbage i  oprykning- og nedrykningsspil.

DBU mangler fortsat opdaterede retningslinjer fra Kulturministeriet, inden de sidste regler kan opdateres.

”Vi har fra start af meldt ud, at folkesundheden vægtes over alt andet – også fodbolden. Derfor er vi i DBU også bevidste om, at vi har et ansvar om at mindske smittespredningen mest muligt. De aktuelle tiltag har stor betydning i dansk fodbold, både for danskernes fysiske og mentale sundhed og for økonomien i både danske klubber og i DBU. Vi håber, at vi hurtigst muligt kan arbejde på at komme i gang med fodbold og fans på stadion igen,” siger direktør for DBU Jakob Jensen til deres hjemmeside.

Følgende rækker vil rammes af forsamlingsforbuddet:

  • Danmarksserien. De resterende kampe vil blive afviklet i starten af 2021. Nærmere kampprogram og datoplan følger
  • Breddefodbolden på seniorniveau udskydes de kommende fire uger. Hvordan fremtiden ser ud for disse rækker, kan holdene følge hos deres lokalunion

Der er dog også rækker, der vil forløbe sig, som de har gjort tidligere under coronakrisen. Her er der tale om følgende:

  • Ungdomseliterækkerne, som omfatter U15, U17, U18 og U19
  • Pokalturneringen for kvinder
  • Futsalligaen
  • Kvindeligaen
  • Breddefodbolden på børn- og ungdomsniveau, da de er en del af aldersgruppen under 21 år, som undtages i forsamlingsforbuddet.