Katrine S. Pedersen bliver ny cheftræner i AGF

0
3084
Kathrine S. Pedersen fotograferet, da hun i sommeren 2021 blev præsenteret som ny cheftræner i AGF. Foto: AGF

Den nuværende assistenttræner for det danske kvindelandshold, Katrine S. Pedersen, bliver fra sommeren 2021 cheftræner for Gjensidige Kvindeligaholdet i AGF. Ansættelse af den tidligere mangeårige landsholdsanfører er et led i en yderligere oprustning af kvindefodbolden i AGF

Et nyt fodboldhus og mere tid til fodbolden. Det er blandt elementerne i en ny satsning som AGF Kvindefodbold nu lancerer. Samtidig præsenterer AGF en ny trænerprofil for Gjensidige Kvindeligaholdet i skikkelse af Katrine S. Pedersen, der kommer fra det danske landshold.

“Vi vil gerne gå forrest og tage ansvar for udviklingen af kvindefodbolden i Østjylland – for kvindefodbolden skal løftes. Det handler om, at vi skal etablere nogle rammer for de kvindelige fodboldspillere, der gør dem i stand til i langt højere grad at realisere deres potentiale. Det skal vi gøre ud fra vores eget økonomiske afsæt og med afsæt i, hvad vi tror på skaber det bedste miljø,” siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve, i en pressemeddelelse.

Ny træner fra landsholdet

I spidsen for den nye satsning kommer den nuværende assistenttræner for det danske kvindelandshold, Katrine S. Pedersen, der fra sommer starter på fuld tid som cheftræner for Gjensidige Kvindeligaholdet. Dermed kommer Katrine S. Pedersen tilbage til Aarhus, hvor hendes elitekarriere som spiller startede i først HEI og siden i Skovbakken, inden den gik over klubber som Fulham, Djurgården, Adelaide og Stabæk, hvor trænerkarrieren blev indledt som træner ved Norges Toppidrettsgymnas for senere at blive assistent for kvindelandsholdet i Danmark.

“Det er et fantastisk spændende projekt, som der er i gang i AGF, hvor to af byens klubber inden for kvindefodbold – VSK og IF Lyseng – er gået sammen med AGF om en visionær, langsigtet og ambitiøs satsning på kvindeelitefodbold i den hvide trøje. Sammenholdt med det arbejde, som nu går i gang med at skabe bedre rammer, var det virkelig noget, som jeg kunne se mig selv i”.

“Det er visionært og ambitiøst for dansk kvindefodbold, hvor jeg gerne vil være med til at skabe en ny model for topfodbold, som kan gøre spillerne endnu bedre. Så jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang med arbejdet i Aarhus,” siger Katrine S. Pedersen, der er i gang med at tage UEFA Pro licens, som er den højeste trænerlicens man kan opnå i europæisk fodbold.

“Det er visionært og ambitiøst for dansk kvindefodbold, hvor jeg gerne vil være med til at skabe en ny model for topfodbold, som kan gøre spillerne endnu bedre”

Katrine S. Pedersen i pressemeddelelse fra AGF

Fodboldhus

Det første konkrete mål i den nye satsning er et fodboldhus. Det nye fodboldhus bliver et nyt centrum for kvindeligaholdet med styrketræningsfaciliteter, behandlingsrum og andre essentielle fodbold-faciliteter, hvor der samtidig skal være lejligheder og værelser til spillerne. Huset bliver rygraden i et løft, hvor AGF Kvindefodbold ønsker at stille ordentlige rammer til rådighed for kvindernes dedikation, engagement og passion for sporten, der er fuldt på højde med herrernes, men hvor rammerne, omgivelserne og faciliteterne lige nu halter efter.

Et andet vigtigt parameter er en bedre balance i spillernes liv, hvor de uddanner sig og arbejder ved siden af deres sport i en såkaldt “Dual Career”. I en tæt indsats med byens uddannelsesinstitutioner, vil AGF Kvindefodbold indføre to professionelle dage om ugen, hvor der bliver fuld fokus på fodbolden.

“Vi har kigget ud i Europa og med inspiration fra nogle af de andre ligaer, har vi forsøgt at etablere det, vi mener kan blive det mest attraktive miljø i den danske kvindeliga – en slags “Aarhus-model” for kvindefodbold. AGF sigter ikke efter ligestillede vilkår mellem 3F Superligaen og Gjensidige Kvindeligaen, men vi stræber efter at skabe et langt bedre udgangspunkt for at blive en dygtigere fodboldspiller, og det gør vi blandt andet ved at nytænke spillernes hverdag,” siger Marie Greve.

Nuværende sponsorer skal med

Den nye satsning skal finansieres af sponsorer. AGF ønsker at få sine sponsorer med på rejsen, hvor Salling og Arbejdernes Landsbank i forvejen er hovedpartner for AGF Kvindefodbold. Nu skal flere med, så kvindefodbolden kan få et løft.

“Vi lykkes i fællesskab i Aarhus, og vi er af den overbevisning, at der er mange, som kan se sig selv bidrage. På den måde er satsningen tro mod filosofien om, at AGF Kvindefodbold skal bygges bæredygtigt op med fokus på organisk og solid vækst. Fokus er på det langsigtede hårde arbejde, der på den lange bane kommer til at give resultater. Nu går vi forrest – sammen med Salling og Arbejdernes Landsbank – og så håber vi, at andre vil med på rejsen også,” siger Marie Greve.