DBU: Danmark skal være verdens bedste sted for pige- og kvindespillere

0
3001
FC Damsø og Ålholms U14-piger i en kamp i november 2020. Foto: Mikkel S. Hviid

Danmark skal være det bedste sted at være pige- og kvindefodboldspillere i verden, lyder visionen for en ny strategi for dansk pige- og kvindefodbold, som DBU’s bestyrelse netop har godkendt 

“Sammen skaber vi verdens bedste nation at være pige- og kvindefodboldspiller i’”.

Sådan lyder visionen i en ny strategi for pige- og kvindefodbold, som en tværgående arbejdsgruppe i DBU har udarbejdet.

Oplægget er netop blevet godkendt af DBU’s bestyrelse. DBU-formand Jesper Møller glæder sig over, at det høje ambitionsniveau – og over, at ambitionerne er skabt i fællesskab mellem elite og bredde, klubber og relevante udvalg og organisationer.

”Kvindefodbolden udvikler sig konstant, og i dansk fodbold har vi de seneste år skubbet til den udvikling med en række forskellige tiltag. Nu har vi visionen, rammerne og planen for et strategi-arbejde, der kan føre dansk pige- og kvindefodbold endnu længere i fremtiden,” siger Jesper Møller til dbu.dk.

Skal skabe de bedste rammer

Også i DBU Bredde glæder formand Lars Albæk sig over, at oplægget nu er godkendt, og at arbejdet med at skabe de bedste rammer for pige- og kvindefodbold kan fortsætte:

”Vi skal have mange flere piger og kvinder til at spille fodbold og blive en del af det fantastiske fællesskab, som fodbolden har ude i klubberne. Fodbolden skaber glæde og begejstring lige fra den femårige fodboldspiller til den frivillige ildsjæl, og det skal vi i dansk fodbold dele med endnu flere mennesker,” siger han.

Rammerne for den nye strategi skal omfavne både pige- og kvindefodbold i bredden og talentudvikling, ligaklubber og landsholdsfodbold for kvinderne, fortæller Mette Bach Kjær, formand for Kvinde-eliteudvalget og bestyrelsesmedlem i DBU:

”Vi har en unik mulighed for at blive blandt de allerbedste nationer inden for pige- og kvindefodbolden. Vi skal være ambitiøse og drømme stort. Med vision og rammer for en fælles strategi har vi forudsætningerne for at udvikle endnu flere og bedre spillere, få en endnu stærkere kvindeliga og have et af Europas bedste landshold,” siger hun.