Årets spiller i Gjensidige Kvindeligaen: Emma Snerle tager prisen

0
807
Emma Snerle skifter det nordjyske græs ud med London-græs fra turneringsstarten 2022. Foto: Fodboldbilleder.dk

Fortuna Hjørrings Emma Snerle er blevet kåret som årets spiller i Gjensidige Kvindeligaen. Hun blev overrasket med prisen under et interview inden onsdagens Champions League kamp mod FC Barcelona.

Af Marie Bebe

Det var en tydeligt overrasket Emma Snerle, der onsdag fik tildelt prisen som årets spiller i Gjensidige Kvindeligaen.

Snerle var i fuld gang med et interview til TV3 Sport, som optakt til dagens Champions League opgør mod FC Barcelona, da hendes medspiller Sara Thrige dukkede op og overrakte hende prisen som årets spiller.

Det var en tydeligt glad Snerle, der modtog prisen.

”Jeg er mega glad og stolt. At det er Thrige, der overrækker den, det er jeg også rigtig glad for. Hun var også nomineret, og vi er rigtig tætte og har et godt samarbejde”, siger Emma Snerle til TV3 Sport.

Emma Snerle vandt sidste år prisen for Årets Talent i Kvindeligaen. En pris, hun også var meget glad for. Den nye pris som Årets spiller er endnu en anerkendelse af Snerles flotte spil.

”De betyder begge to rigtig meget. Årets Talent var et step-up i karrieren og nu Årets Spiller i ligaen, det er endnu et step-up, hvor det er mellem alle, også de ældre spillere”, siger Emma Snerle til TV3 Sport.

Prisen gav udover glæde også et skud ekstra motivation til kampen mod mægtige FC Barcelona.

”Jeg glæder mig til at komme ud og vise mig frem og gøre det så godt, vi kan, på holdet.”, siger Emma Snerle til TV3 Sport.