17-årige Kathrine Møller Kühl fra FC Nordsjælland kan få debut i testkamp mod Irland torsdag aften
Hun er kun 17 år, men torsdag aften kan Kathrine Møller Kühl fra FC Nordsjælland få debut på det danske A-landshold, hvor holdkammeraterne er Pernille Harder, Nadia Nadim, Nicoline Sørensen, Sanne Troelsgaard og andre store stjerner.
“Det er kæmpestort. Da jeg fik at vide, at jeg allerede nu var udtaget, var det bare helt vildt. Jeg har drømt om det hele livet,” fortæller Kathrine Møller Kühl til Politiken.
“Jeg har drømt om det hele livet”
Kathrine Møller Kühl til Politiken
“Jeg kan lære meget”
Danmark møder Irland i en testkamp torsdag og Wales på tirsdag. Lige nu er holdet samlet i Dublin, hvor Kathrine Møller Kühl altså træner med nogle af Europas bedste spillere.
“Det er meget specielt pludselig at stå side om side med alle de store spillere. Og det er fedt. Jeg kan lære meget af, hvordan de gør tingene på og uden for banen, for de har en helt anden erfaring end mig. Det er let at mærke. Derfor prøver jeg bare at observere og lytte til dem for at suge til mig,” siger Kathrine Møller Kühl til Politiken.
Den 17-årige angriber er noteret for 19 ungdomslandskampe, heraf flest med U17-landsholdet, som hun har repræsenteret 14 gange og scoret to mål for. Hun spiller til daglig på FC Nordsjællands kvindeligahold, hvor hun trods sin alder allerede har vist sig frem som en markant spiller. I pokalfinalen i 2020 blev Kathrine Møller Kühl således som bare 16-årig kåret til pokalfighter.
Selv giver hun i Politiken denne forklaring på, at hun kan begå blandt sig blandt fuldvoksne spillere, selv om hun stadig er lidt fysisk underlegen.
“Siden jeg var helt lille, har jeg været meget hurtig. Og jeg har trænet meget teknik, så jeg er også blevet hurtig på fødderne, og så er størrelsen lidt lige meget,” siger Kathrine Møller Kühl til Politiken.
Irland-Danmark spilles torsdag kl. 19.30.