HB Køge indtager førsteplads efter sejr i topbrag

0
2694
Foto: Kvindeliga.dk

Kampen om guldet er for alvor i gang i Gjensidige Kvindeliga. I lørdagens topkamp vandt HB Køge 1-2 over Brøndby og indtager dermed førstepladsen i slutspillet.

Af Marie Bebe

Slutspillets to tophold skulle kæmpe om ligaens førsteplads lørdag, hvor Brøndby tog imod HB Køge. Forud for kampen lå Brøndby på turnerings førsteplads med kun et enkelt point ned til HB Køge på andenpladsen.

Hjemmeholdet kom stærkt fra start og var tæt på at få skabt gode chancer, hvor modstanderne fra Køge var mere vaklende i kampens indledende fase. Begge hold gik hårdt til den i kampens første halvleg, og HB Køge fulgte udmærket med trods pres fra Brøndby.

Brøndby havde det meste af spillet særligt på midten af banen, men manglede skarphed på især dødbolde. I halvlegens sidste minutter fik HB Køge bragt sig foran til 0-1 med et langskud fra Maddie Pokorny, der sejlede ind over Brøndby keeper Naja Bahrenscheer.

Der skulle ikke gå lang tid fra anden halvlegs start, før Brøndby svarede igen på Køges føring. På et hjørnespark fik Katrine Winnem Jørgensen udlignet til 1-1 efter 50 minutters spil. Udligningen slog tonen an for den efterfølgende fase, hvor Brøndby dominerede spillet.

Efter en times spil skiftede HB Køge to spillere ind, Maria Uhre til defensiven og Stephanie Ribeiro til offensiven. Udeholdet kom gradvist mere ind i kampen og skabte gode muligheder, der dog ikke resulterede i scoringer. Brøndbys Nanna Christiansen kom til en stor chance efter et godt opspil, men skuddet blev afvist af en stærk HB Køge keeper, Kaylan Marckese.

Kort efter blev der skudt ny energi i kampen, da HB Køges Stephanie Ribeiro sendte et drømmespark mod mål fra højre side af feltet og scorede til 1-2. HB Køges Kelly Fitzgerald pådrog sig et rødt kort i kampens sidste minut i den ordinære spilletid efter at have prikket bolden væk efter fløjt.
Brøndby lykkedes ikke med at få udlignet, og kampen endte således med en sejr på 1-2 til HB Køge.

Nederlag til pokalmestre og sikker sejr til Fortuna

Lørdag bød også på kamp i det jyske, hvor KoldingQ tog imod pokalmestrene fra FC Thy-ThistedQ. Det blev til en storsejr på 4-1 til KoldingQ, hvor Cecilie Fløe blev dobbelt målscorer. KoldingQ’s Signe Hansen Baattrup og Sofie Thrane Hornemann stod hvert sit mål og Beate Marcussen scorede for FC Thy-ThistedQ.

I Farum tog FC Nordsjælland imod Fortuna Hjørring. Her blev det til en sejr på 1-3 til Fortuna Hjørring, der fik Emma Snerle, Olivia Holdt og Laura Frank på målkortet. Anna Karlsson scorede for FCN. Med sejren indtager Fortuna Hjørring turneringen tredjeplads og overhaler dermed KoldingQ.

Stilling slutspil

  1. HB Køge (22 point)
  2. Brøndby (20 point)
  3. Fortuna Hjørring (13 point)
  4. KoldingQ (11 point)
  5. FC Nordsjælland (5 point)
  6. FC Thy-ThistedQ (3 point)