Brøndbyanføreren skriver på Facebook, at hun går på fodboldpension efter denne sæson
En af dansk kvindefodbolds største profiler, landsholdsbacken Theresa Eslund, stopper som fodboldspiller efter denne sæson. Det skriver hun i et opslag på Facebook.
Theresa Eslund er 34 år og har spillet 133 kampe for det danske landshold. Hun kan se tilbage på en imponerende karriere, der ikke bare har gjort hende til en mangeårig topspiller i Danmark, men også har givet hende kontrakter med Vålerenga IF i Norge, Seattle Regin i USA og australske Melbourne FC.
”Jeg har fået lov at spille på de allerstørste scener, med og mod nogle af de allerbedste spillere i verden og jeg fået oplevelser folk kun tør drømme om – jeg har været SÅ heldig,” skriver Theresa Eslund på Facebook.
“Jeg fået oplevelser folk kun tør drømme om – jeg har været SÅ heldig”
Theresa Eslunds opslag kan på Facebook kan læses her
Theresa Eslund startede med at spille fodbold i Valby-klubben Rikken FC og kom derfra til Hvidovre IF og senere Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF), hvor hun spillede 2003-2008. I 2009 skiftede Theresa Eslund til Brøndby IF, og her har hun fejret talrige triumfer. Hun er blevet danmarksmester fem gange og pokalvinder seks gange med Brøndby, og i 2012 blev hun kåret til Danmarks bedste kvindelige fodboldspiller efter en sæson, hvor Brøndby vandt the double.
Scorede afgørende EM-mål
På landsholdet har Theresa Nielsen også skrevet historie. Hun var med til at hente sølv til Danmark ved EM i 2017, hvor hun scorede det afgørende mål til 2-1 i kvartfinalen mod Tyskland. Theresa Eslund blev valgt til turneringens hold ved EM.
Nu håber hun at slutte karrieren med endnu et mesterskab med Brøndby.
”Brøndby vil altid være i mit hjerte og jeg håber, jeg en sidste gang, kan få lov at løfte pokalen med jer – det fortjener vi! – Kæmpe tak for alt Brøndby!,” skriver hun og kalder Brøndby “den klub, der uden tvivl har betydet allermest for mig”.