AaB sikrer sig oprykning til Gjensidige Kvindeliga

0
1857
AaB under kamp mod Fortuna Hjørring i 2020. Foto: Martin Kitchen

Lørdag blev det afgjort, at AaB igen spiller med i landets bedste liga fra næste sæson.

Af Marie Bebe

I kvalifikationsturneringen tiende og sidste runde lørdag skulle det afgøres, om det var Odense Q eller AaB, der skulle have den sidste oprykningsbillet til næste sæson i Gjensidige Kvindeliga.

Forud for lørdagens kampe havde begge hold 17 point, og dagens resultater var dermed afgørende for, hvem der kunne rykke op.

AaB skulle sikre sig en sejr i Århus, hvor modstanderen hed ASA, Aarhus. AaB kom foran 0-1 efter en halv times spil med mål fra Pernille Skrydstrup Pedersen. Den stilling blev der ikke rykket ved resten af kampen, og AaB vandt dermed 0-1

Odense Q tog imod rækkens nummer et AGF, der allerede havde sikret sig oprykning til ligaen. Hjemmeholdets anfører Kamilla Ørskov Jensen sendte holdet godt fra start med  scoringen til 1-0 efter et kvarters spil. I 37. minut udlignede AGF’s Sofie Bloch til 1-1, der blev kampens endelige resultat.

Med en sejr til AaB og en uafgjort kamp for Odense Q, blev det altså aalborgenserne, der tog oprykningen til kvindeligaen.

Sundby slutter med sejr

I lørdagens sidste kamp var der kun pyntepoint på spil, da B.93 tog imod Sundby. Her vandt udeholdet Sundby med 0-2, der samtidigt var holdets første sejr i kvalifikationsturneringen. Målscorerne var Pernille Mellergaard og Josefine Hjortshøj.

Med dagens tre kampe er det endeligt afgjort, at AGF og AaB igen skal spille med i kvindeligaen fra næste sæson. For de fire resterende hold venter endnu en sæson i 1. division.

Afsluttende stilling i kvalifikationsturneringen

  1. AGF (26 point)
  2. AaB (20 point)
  3. Odense Q (18 point)
  4. B.93 (9 point)
  5. ASA, Aarhus (8 point)
  6. Sundby (4 point)