KoldingQ skriver kontrakt med Cecilie Christensen

0
2327
Cecilie Christensen trækker i KoldingQ-trøjen fra næste sæson. Foto: KoldingQ

Cecilie Christensen skifter til KoldingQ fra Fortuna Hjørring på en 2-årig kontrakt.

Af Marie Bebe

Efter fire år i Fortuna Hjørring skifter Cecilie Christensen til KoldingQ i den kommende sæson. Den 19-årige angriber glæder sig til at blive en del af truppen.

“Jeg synes, at klubbens spillestil passer godt til mig som fodboldspiller, og jeg synes, at de har gjort det rigtig godt i sæsonen 20/21. Klubben er også rigtig attraktiv for mig, da de er en klub med store ambitioner og fokus på udvikling af spillere,” siger Cecilie Christensen til KoldingQ.

Netop matchet mellem Cecilie Christensen og KoldingQ’s spillestil fremhæves også af cheftræner Anders Jensen.

“Vi får en spiller ind med stor sult og energi, og jeg er sikker på, at Cecilies store potientiale nok skal blive udfoldet i KoldingQ. Hun er arbejdsom offensiv spiller med fart i støvlerne, som passer rigtigt fint ind i vores spillestil,” siger cheftræner Anders Jensen til KoldingQ.

Den unge angriber skiftede fra Vejle til Fortuna i 2017, men sætter altså nu kursen syd på igen. Cecilie Christensen har i alt 11 U-landsholdskampe på CV’et og ambitionerne for den kommende sæson er store.

”Mine forventninger til den kommende sæson er, at vi skal spille med i toppen af ligaen, og jeg forventer, at vi godt kan spille op med topholdene i ligaen,” siger Cecilie Christensen til KoldingQ.