U17-landsholdet: Vi vil ha’ de bronzemedaljer

0
877
"Vi vil gøre alt for at vinde," siger Anfører Lara Marie Larsen , der her ses i forgrunden. Foto: DBU
"Vi vil gøre alt for at vinde," siger Anfører Lara Marie Larsen , der her ses i forgrunden. Foto: DBU

De vil vinde bronzemedaljer – og de tror på det. U17-landsholdet er fuld af sejrsvilje og optimisme forud for fredagens bronzekamp ved U17 EM  i Schweiz, hvor Danmark møder værtslandet Schweiz.

”Vi vil det rigtig meget. Vi vil ikke forlade det her land uden en medalje. Hele holdet er indstillet på, at vi skal have noget med hjem, så I vil se os fighte til det sidste,” siger anfører Laura Marie Larsen til DBU-TV.

Anføreren har sammen med resten af holdet set video med det schweiziske landshold og det har givet tro på dansk sejr:

”Vores chancer er rimeligt store. Vi vil få nogle gode opspilsmuligheder, som vi skal udnytte,” siger hun.

Landstræner Anders W. Damgaard er også optimistisk, men han understreger også at det bliver en svær kamp:

”Schweiz er et dygtigt hold, som blandt andet i deres kvalifikation har slået Island, som vi tabte til i en venskabskamp. Så alt kan ske. De er hårdt spillende, meget fysiske og spiller meget direkte, så det skal vi være opmærksomme på,” siger Anders Damgaard til DBU-TV.

Bronzekampen i Nyon i Schweiz spilles fredag kl. 11.00.

Læs også: Danmark tabte semifinale til Tyskland

Landstræner Anders W. Damgaard taler med spillerne efter tirsdagens nederlag til Tyskland. Foto: DBU