Målrige kampe og Brøndby-hattrick i U18DM

0
1743
Brøndby jubler over en scoring tidligere på sæsonen. Foto: Brøndby IF Pigetalents Facebook

Weekendens runde i U18DM er færdigspillet, og den bød på mange målrige kampe, et hattrick og et nordjysk opgør.

Af Marie Bebe

U18DM-turneringen er i fuld sving, og henover weekenden er der blevet spillet i alt syv kampe. Brøndbys Silje Stockmar scorede sig til et hattrick, Team Odense Q storsejrede i Varde, og i Silkeborg blev der scoret hele fire mål på 12 minutter.

Silkeborg IF Q – KoldingQ (2-3)

Weekendens første kamp i 18DM blev spillet lørdag, hvor Silkeborg IF Q tog imod KoldingQ. Efter en halv times spil bragte Hannah Widt Fruensgaard hjemmeholdet foran med sit mål til 1-0. To minutter senere udbyggede Silkeborgs Fie Nordmark Arendt føringen til 2-0. Den stilling holdt dog kun få minutter, da KoldingQ sikrede sig en reducering til 2-1 på et mål fra netop indskiftede Amalie Kjærgaard Callesen. Allerede seks minutter efter kom udligningen fra Kolding Q, da Sisse Nielsen scorede til 2-2.

Kort inde i anden halvleg scorede Amalie Kjærgaard Callesen til stillingen 2-3 og blev dermed dobbelt målscorer. Det blev kampens endelige stilling, og KoldingQ kunne dermed tage tre point med hjem fra Silkeborg.

Viborg Q – BSF (1-0)

Viborg Q skulle lørdag forsvare sig på hjemmebane mod BSF (Ballerup Skovlunde Fodbold). Her forløb hele første halvleg uden scoringer, og holdene måtte gå til pause med stillingen 0-0. Det resultat holdt ved langt ind i anden halvleg, indtil hjemmeholdets Filippa Filtenborg Weir Bech sikrede kampens første og eneste mål. Viborg Q sikrede sig dermed sejren og tre point.

B.93 – Brøndby IF (1-4)

Søndag fik B.93 besøg af Brøndby IF i en kamp, hvor gæsterne havde fart over feltet fra start. Allerede efter 11 minutter sikrede Brøndbys Silje Stockmar føringen til 0-1, men det skulle ikke blive hendes sidste mål. Stockmar havde taget målnæsen med og scorede igen til 0-2 efter en halv times spil. Lige før pausen lavede hun et regulært hattrick, da hun sendte bolden i nettet til stillingen 0-3. Kort inde i anden halvleg øgede Brøndby føringen til 0-4 på et mål fra Anisa Saini. B.93 pyntede på resultatet med Frida Sandbergs scoring til 1-4, der blev kampens sidste mål.

Varde – Team OdenseQ (0-5)

I søndagens anden kamp tog Varde imod Team OdenseQ på Sydbank Stadion. Gæsterne fra Fyn kom stærkt fra start, da Elisabeth Nielsen scorede til 0-1 efter ni minutter. Kort efter øgede Team OdenseQ føringen, da Hannah Kirketorp Madsen scorede hele to mål på blot fem minutter, og dermed sikrede stillingen 0-3. Efter en halv times spil blev det til 0-4 efter et mål fra Dikte Bang. Efter pausen lukkede Odenses Anna Leisner endeligt kampen med sin scoring til 0-5, der blev kampens endelige resultat.

FC Thy Piger – Skyum – Fortuna Hjørring (0-4)

Der var dømt nordjysk opgør, da FC Thy Piger – Skyum tog imod Fortuna Hjørring søndag. Efter et kvarters spil kom kampens første mål fra Fortunas Simone Thorst, der sikrede udeholdet føringen til 0-1. Få minutter efter blev det til 0-2 på et mål fra Fortunas Julia Amby Kristensen, der sfter en halv times spil kunne kalde sig dobbelt målscorer, da hun scorede til 0-3. I anden halvleg gjorde Sara Amby Kristensen det til 0-4, og Fortuna Hjørring kunne dermed fejre sejren og tre point.

AaB – AGF (2-0)

I Aalborg skulle opgøret stå mellem AaB og AGF. Her gik der en halv time, før kampens første mål blev skudt i kassen. AaB’s Signe Hagsten Larsen sørgede for det med sin scoring til 1-0. Efter 42 minutters spil sikrede Sille Steenfeldt Olesen en yderligere føring til hjemmeholdet, da hun scorede til 2-0. Anden halvleg forløb målløs, og AaB kunne dermed trække sig sejrrigt ud af opgøret med det endelige resultat på 2-0.

HB Køge – Vildbjerg (1 – 2)

Rundens sidste kamp blev spillet søndag, hvor Vildbjerg gæstede HB Køge. Her kom hjemmeholdet fra Køge foran med 0-1 efter 23 minutter på et mål af Cilje Ostenfeld. Et kvarter senere udlignede Vildbjerg til 1-1, da Ida Sidelmann sendte bolden i nettet. Kampen stod lige helt indtil 87. minut, hvor Mira Storm scorede til 2-1 og dermed sikrede en sejr til gæsterne fra Vildbjerg.

 

FC Nordsjælland var oversidder i denne runde.