Brøndby efter nederlag til HB Køge: “Vi har aldrig snakket om guld”

0
1465

HB Køge fik lørdag en vigtig udesejr mod Brøndby i Gjensidige Kvindeliga, mens Fortuna hentede storsejr over bundholdet AaB. Olivia Holdt scorede hattrick i Fortuna-sejren

HB Køge lagde lørdag yderligere afstand til Brøndby i Gjensidige Kvindeliga, da Køge ude mod netop Brøndby vandt 1-0 på et mål af Maddie Pokorny.

Brøndby fik ellers et straffespark i kampen, men Kaylan Marckese fik pareret Nanna Christiansen spark, og selv om den normalt målfarlige Brøndby-angriber fik endnu en mulighed på riposten, sparkede hun over målet.

Resultatet betyder, at HB Køge nu er på 31 point, mens Brøndby er på 19 point. Brøndby-træner Per Nielsen afviste efter kampen overfor DR, at der er tale om en “gulddrøm der er bristet”. For Brøndby er ikke reelle udfordrer til guldet i denne sæson, fordi klubben har mistet mange spillere og er i gang med at opbygge et nyt hold.

“Vi har aldrig snakket om guld eller noget som helst. Det ville være en sensation, hvis vi vandt guldet i år, og det har det været fra dag et. Vi forsøger at bygge noget nyt og producere nogle dygtige fodboldspillere, og det tager tid,” sagde Per Nielsen.

Hattrick af Oliva Holdt

Den eneste reelle udfordrer til HB Køge nu er Fortuna Hjørring. Nordjyderne er dog syv point efter førerholdet, men Fortuna holder trit efter en stensikker 5-0 sejr lørdag over bundholdet AaB. Det skyldtes ikke mindst Oliva Holdt, der scorede hattrick i kampen i Aalborg.

“Det var super fedt at score tre mål i dag. Det var mit første hattrick i karrieren, så det var lidt vildt. Jeg vil dog gerne give noget kredit til mine holdkammerater, selvom jeg blev noteret for tre af målene, så var det en holdindsats,” sagde Oliva Holdt efter kampen til Nordjyske.

I weekendens sidste kamp blev det 0-0 mellem FC Thy – ThistedQ og FC Nordsjælland. Mandag mødes Kolding IF og AGF i rundens sidste kamp på Autocentralen Park i Kolding.

Screenshot fra dbu.dk