BSF har valgt at starte den kommende sæson op med nye cheftrænere på både U18 DM og Kvindesenior 1. Det betyder, at BSF er klar til en spændende sæson med en stærk sammenhæng mellem træningsmiljøet i ungdoms- og seniorafdelingen.
På kvindeholdet i BSF er det således en ny træner, som allerede har sin gang i klubben. Der er tale om den 31-årige Mikkel Bjerregaard Årosin, der senest har været cheftræner for klubbens U18 DM hold. Mikkel har tidligere i trænerkarrieren været ansat i stærke klubber som AaB, Fortuna Hjørring og FCN. Mikkel har igennem det sidste halve år på U18 DM vist, at han formår at skabe et stærkt træningsmiljø for pigerne, og det er netop, hvad vi har brug for til vores kvindesenior.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at klubbens ambitioner er at rykke op i den landsdækkende 1. division hurtigst muligt. Dette kræver, at vi bygger et hold op bestående af vores egne unge dygtige spillere krydret med at par rutinerede spiller, som har prøvet at spille på øverste hylde, og som kan være med til at uddanne de unge spillere. Mikkel bliver en vigtig brik i opbyggelsen af det ”nye” hold i BSF, og vi har høje forventninger til samarbejdet.
Mikkel tiltræder i jobbet 10.1.2022, hvor træningen frem imod den nye sæson påbegyndes. Forårssæsonen skydes i gang med en udekamp den 2. april, kl. 11 i Fredensborg.
Mikkel er indehaver DBU A-licens.
Da Mikkel som skrevet tidligere har været cheftræner for vores U18 DM hold, betyder det også, at vi skal have ny cheftræner til vores U18DM-piger. Her er vi glade for, at vi allerede nu kan præsentere en kvalificeret træner i form af Bo Hillmann, som tidligere har stået i spidsen for BSF´s U14 piger. Bo vendte i sommer ”hjem” til BSF efter at have stået i spidsen for HB Køges U16 piger og B.93’s U18DM.
I efteråret har han således været ansvarlig for den individuelle kompetencetræning for både kvindesenior og pigeungdom. Bo er ved at færdiggøre sin DBU A-licens uddannelse.
Med ansættelsen af Bo, og Bos kompetencer i forhold til spillerudvikling, forventer vi, at BSF kan forsætte processen med at konsoliderer sig som nyt hold i U18DM-rækken. Vi er glade for, at Bo har takket ja til opgaven.
Med Mikkel og Bo har vi nu to cheftrænere, der har indsigt på tværs af afdelingerne og dermed et stærkt udgangspunkt for at skabe et sammenhængende træningsmiljø. Bo og Mikkel har i forvejen et godt samarbejde, da de sammen har stået for morgentræninger for eliteidrætsklasserne på Hedegårdsskolen.
Thomas Maale
Sportschef BSF