Drømmer du om fodbold i udlandet? Derfor er det fedt at spille collegefodbold i USA

0
2038
Astrid i aktion for The Southwestern Oklahoma State University' Bulldogs i et opgør med Oklahoma Christian University Eagles. Foto: SWOSU

Du behøver ikke at være stjerne i kvindeligaen for at få en spændende fodboldoplevelse i udlandet. Astrid Simone Trolle, der er tidligere divisionsspiller for FC Damsø, giver her gode råd og inputs om livet som collegespiller på et amerikansk universitet

Af Astrid Simone Trolle, tidl. FC Damsø og BSF, nu Southwestern Oklahoma State University (SWOSU)

Det bliver mere og mere populært for både piger og drenge at tage på college i hovedsageligt USA for at kombinere fodbold og uddannelse. Og det er ikke kun spillere fra landets bedste rækker, der får chancen i USA. Også kvinder, der spiller i lavere rækker, kan få et spændende collegeophold ’over there’, hvis de har passionen for at spille fodbold.

Sidder du også med en drøm om at komme til USA og prøve kræfter med kombinationen college og fodbold, så får du her nogle tips og inputs om livet som dansker i amerikansk collegefodbold.

Min viden skyldes, at jeg selv har et fodboldscollarship på Southwestern Oklahoma State University (SWOSU). Det ligger i Weatherford, der ligger en times kørsel vest for Oklahoma City i staten Oklahoma i Midtvesten.

Jeg har studeret herovre siden august 2021, men jeg har allerede oplevet en hel masse både på og uden for fodboldbanen. Både i Oklahoma men også i andre stater, som vi har besøgt med holdet.

Bulldogs-pigerne fra Southwestern Oklahoma State University. Foto: SWOSU

3 hurtige fede

Der er mange fede ting ved at tage på college. Nogle af de steder, man kan få et scollarship, minder næsten om de film eller serier, man har set om collegelivet i USA. Mange af skolerne er meget større end et klassisk dansk gymnasium, hvilket kan gøre oplevelsen helt uvirkelig på den fede måde.

Et af de fedeste ting er klart faciliteterne. Mange af de colleges, der rekrutterer internationale studerende, tager generelt kvindefodbold meget seriøst og ser gerne, at begge køn behandles ens. Omklædningerne er derfor ofte større eller federe, end noget jeg nogensinde har set i Danmark.  Ja, jeg vil hævde, at der er danske superligaklubber, der ikke kan være med her.

Har du også oplevet at være i klubber, hvor du skulle betale for det træningssæt, du får udleveret i starten af sæsonen, eller at du skulle aflevere det tilbage, når sæsonen var slut? Mange af de amerikanske skoler indgår samarbejdsaftaler med nogle af de helt store sportsbrands. Det gør, at din sportstøjsgarderobe kan blive nærmest fordoblet, mens du er her. Som atlet får du meget tøj udleveret, og i de fleste tilfælde skal det ikke afleveres tilbage, hvilket er fedt.

Er dine bedste veninder fra fodboldholdet og kan du bare bedst lide at være sammen med fodboldpiger, fordi I har samme interesser? Hvis det er tilfældet, så er college også stedet for dig. Fordi fodbold fylder så meget på college, kommer du til at bruge al din tid med træninger, hold-arrangementer og andet, hvor du er sammen med holdkammerater. Du får med stor sandsynlighed et hurtigt og tæt bånd til mange af de andre spillere, hvilket er en kæmpe bonus.

Astrid nåede i efteråret at spille turnierngskampe for SWOSU i fire forskellige stater. Foto: SWOSU

3 blandede bolsjer  

Der er en del anderledes ting ved at have amerikanere som holdkammerater end danskere. I Danmark afsluttes kamp og træning med bad og høj musik i omklædningen, inden man går hjem. Herovre bliver mange baderum i de amerikanske omklædninger ikke brugt, og hvis de gør, er det med forhæng foran bruseren. Folk er mere blufærdige herovre, og mange foretrækker at bade hjemme. På udebaneture er der dog ofte nogen, ofte europæerne, som bader sammen inden den lange bustur hjem.

Apropos lange busture: Når man starter på college, ændrer man fuldstændig holdning til transporttider til udebanekampe. Er man Division 1-elev vil man opleve, at det er nødvendigt at flyve til udebanekampe, og går man på skoler, som spiller i Division 2 og NAIA, må man indstille sig på busture, der svarer til at køre fra Gedser til Skagen. Personligt har jeg f.eks. været på tur fra Oklahoma til nabostaten Missouri, hvilket er en bustur på otte timer.

Du kan så glæde dig over, at listen over stater, du får besøgt i USA, vokser hurtigt, og når du er hjemme i Danmark igen, vil du aldrig mere brokke dig over en to-timers køretur til bedsteforældrene.

Fodboldlivet er superfedt for de fleste, men du må selvfølgelig ikke glemme, at der også er en skole, der skal passes. Formatet for skole er anderledes herovre. Det første år skal du således være klar på at tage en masse fag, du ikke finder interessante. Selvom du kommer herover med en HHX i bagagen og et ønske om at tage en businessuddannelse, så skal du stadig igennem fag som biologi, kemi, musik eller andet, som den valgte skole har af obligatoriske fag.

Træning i Weatherford.

3 ting der gør fodboldreglerne anderledes

Generelt er fodboldreglerne noget anderledes end dem du kender fra banerne hjemme i Danmark. I USA varer turneringskampe godt nok stadig 2 x 45 minutter, men der er ingen overtid. Så snart den store højtaler med timeren rammer 90 minutter, lyder en høj fløjtelyd og kampen slutter, ligegyldigt om et af holdene er i et spændende angreb.

Men hvad betyder det? Kan man så ikke ’skuespille’ en skade og trække tiden på den måde? I tilfælde af større spilstop pga. en skade stoppes tiden, og den startes først, når spillet kører igen. I de sidste fem minutter af kampen stoppes tiden ved hvert spilstop, såsom hjørne, frispark osv. Det sker for at undgå, at det førende hold trækker tiden i de døende minutter.

Er du også træt af at blive skiftet ud og skulle se resten af kampen fra bænken? Så vil du synes om collegefodbold. Træneren kan nemlig skifte samtlige spillere ind i kampen både i første og anden halvleg. Der er dog et par regler. Når en spiller skiftes ud i 1. halvleg, må hun ikke komme ind igen i første halvleg. Derimod er det muligt i anden halvleg at blive skiftet ud og ind igen, hvilket virker lidt fjollet.

Sidst men ikke mindst er der reglen om vinder eller taber. I collegefodbold er målet altid at finde en vinder. Hvis kampen fortsat er uafgjort efter ordinær spilletid, så udvides kampen til yderligere 2×10 min; et format, der ligner en klassisk overtid. Er der stadig uafgjort efter de 2×10 minutter, så ender kampen dog uafgjort.

Såvidt lidt tips og pointer om at tage på college i USA. Forhåbentlig kan det hjælpe dig, hvis du netop nu sidder og overvejer om næste skridt i din fodboldkarriere skal tages i United States of America 😊

Foto: SWOSU