Fortuna slår Brøndby og er klar til pokalsemifinalen

0
1384
Fortuna jubler efter scoring i en tidligere kamp. Foto: Jess Madsen

Med en 1-0 sejr søndag over Brøndby er Fortuna Hjørring klar til semifinalen i pokalturneringen. Camilla Kur sikrede sejren efter 16 minutter

Der skulle ikke mange minutter til, før Fortuna Hjørring søndag sikrede sig sejren ude over Brøndby IF i kvartfinalen i pokalturneringen.

Efter bare 16 minutter modtog Fortuna-angriber Camilla Kur en aflevering fra Clara Wheeler, og med et smukt loop over Brøndby-keeper Ann-Kathrin Dilfer, sendte Kur bolden i mål til 0-1, som blev kampens resultat.

Fortuna havde flere chancer til at udbygge føringen, men det lykkedes ikke, ligesom et sidste pres fra Brøndby heller ikke bar frugt. Dermed er Fortuna Hjørring klar til at møde AGF i semifinalen, der spilles over to kampe den 12. marts i Aarhus og den 19. marts i Hjørring. AGF er videre efter en 2-1 sejr over Odense Q.

“Det var en holdindsats, som man kun kan glæde sig over, og som skaber yderligere humør her op til en meget spændende sæson,” siger Fortunas træner Brian Sørensen.

“Vi havde chancer til flere scoringer, med skarpheden udeblev. Den skal nok komme, når vi blot fortsætter med det engagement, som jeg har oplevet her i årets første måneder. Vi kommer til at byde på kvalitets fodbold, og forhåbentlig også gode resultater her i foråret,” siger han.

I den anden semifinale mødes FC Thy Thisted og FC Nordsjælland. Pokalfinalen spilles fredag den 13. maj.