Ballerup-Skovlunde (BSF) fortsætter oprustningen frem mod den nye sæson i 3F Ligaen, hvor målet er at blande sig i medaljedysten. Nyeste tilgang er Louise Kristiansen, der efter fire sæsoner i Skovbakken IK vender tilbage til Ballerup, hvor hun får trøje nummer syv.
”Da Louise kort efter sæsonafslutningen meddelte, hun var på vej tilbage til Sjælland, var det selvfølgelig oplagt at vi skabte kontakt til den tidligere BSF-spiller,” skriver klubben på sin hjemmeside.
Louise Kristiansen har vundet DM-guld med BSFs U18-hold i 2004, og hun var med på BSFs ligahold, der vandt bronze tre gange i 2005-2007. Hun har været inde omkring alle ungdomslandshold, og ifølge BSF har A-landstræner Kenneth Heiner Møller løbende holdt godt øje med den teknisk dygtige offensivspiller.
Foruden Louise Kristiansen har BSF op til sæsonstarten fået tilgang af U19-landsholdsspillerne Mie Leth Jans og Josefine Alberts fra Brøndby samt Fatima El Foul, der er skiftet fra 3F Liga-oprykkerne Skjold.