Barcelona-stjerne kåret til UEFA Women’s Player of the Year for andet år i træk

0
819
Alexia Putellas fik overrakt prisen som UEFA Women's Player of the Year ved et stort UEFA-arrangement torsdag aften i Istanbul. Foto: Lukas Schulze - UEFA/UEFA via Getty Images

FC Barcelonas Alexia Putellas har som den første spiller genvundet titlen som UEFA Women’s Player of the Year. Englands landstræner Sarina Wiegman er kåret til UEFA Women’s Coach of the Year

En skade forhindrede hende i at deltage ved sommerens EM-slutrunde, men forinden nåede hun at gennemføre en fantastisk sæson for FC Barcelona og det spanske landshold. Derfor kunne spanske Alexia Putellas lade sig hylde som UEFA Women’s Player of the Year 2021-2022, da den prestigefyldte titel torsdag aften blev uddelt ved et stort UEFA-arrangement i Istanbul.

28-årige Alexia Putellas vandt også prisen i 2021, og dermed er hun den første spiller, som kåres til Europas bedste to år i træk. Hun kommer samtidig i et eksklusivt selskab med Pernille Harder. Den danske Chelsea-stjerne var nemlig indtil torsdag den eneste, der er blevet kåret til UEFA Women’s Player of the Year to gange. Det var i 2018 og i 2020.

Lidt data fortæller, hvorfor prisen igen går til den 28-årige spanske angriber:

Alexia Putellas har i 2021-2022-sæsonen scoret hele 34 mål for FC Barcelona. Hun blev topscorer i Champions League og hun blev kåret til sæsonens spiller i Champions League. Hun scorede også i finalen, som FC Barcelona dog tabte 3-1 til Lyon.

Valgt blandt 22 spillere

Det er en jury bestående af 16 trænere fra Champions League-klubberne, 16 landstrænere og en gruppe europæiske journalister med speciale i kvindefodbold, som står for kåringen. FODBOLD FOR PIGERs redaktør Steen Trolle er det danske jurymedlem i gruppen af journalister.

Juryen fik i første omgang en liste på 22 spillere. Herfra skulle de vælge tre spillere, som de kunne give henholdsvis fem, tre og et point.

På den baggrund blev Alexia Putellas nomineret sammen Beth Mead fra Arsenal og Lena Oberdorf fra Wolfsburg. Alexia Putellas vandt derefter med følgende pointtal:

  • 1 Alexia Putellas (Barcelona/Spanien) – 97 points
  • 2 Beth Mead (Arsenal/England) – 84 points
  • 3 Lena Oberdorf (Wolfsburg/Tyskland) – 47 points
FC Barcelonas Alexia Putellas blev torsdag aften i Istanbul kåret til UEFA Women’s Player of the Year, mens prisen som UEFA Men’s Player of the Year gik til Real Madrids Karim Benzema. Carlo Ancelotti, træner for Real Madrids Champions League-vindere, blev kåret UEFA Men’s Coach of the Year. Prisen som UEFA Women’s Coach of the Year gik til den engelske landstræner Sarina Wiegman, der ikke kunne være til sted i Istanbul. Den tidligere Milan-træner Arrigo Sacchi (th.) fik en særpris, der uddeles af UEFAs præsident Aleksander Ceferin. Foto: Lukas Schulze – UEFA/UEFA via Getty Images

Engelsk landstræner kåret til årets træner

Foruden titlen som UEFA Women’s Player of the Year har juryen også valgt årets bedste træner, UEFA Women’s Coach of the Year for 2021/22. Her faldt valget på træneren for de nykårede engelske europamestre Sarina Wiegman. Den engelske træner vandt med følgende point:

  • 1 Sarina Wiegman (England) – 200 points
  • 2 Sonia Bompastor (Lyon) – 94 points
  • 3 Martina Voss-Tecklenburg (Tysland) – 71 points
  • 4 Jonatan Giráldez (Barcelona) – 27 points
  • 5 Tommy Stroot (Wolfsburg) – 22 points