Se scoringen: Fortuna fik sejr med ny trænertrio

0
731
Her scorer Ashley Lynn Riefner kampens enlige mål.

Fortuna Hjørring slog AGF i den første kamp i Gjensidige Kvindelige efter sidste uges trænerskift. Ashley Lynn Riefner stod for kampens eneste scoring

En sløj start på sæsonen fik i sidste uge Fortuna Hjørring til at fyre cheftræner Martin Møller Kristensen og indsætte en trænertrio bestående af Bo Zinck som cheftræner, Mathias Bengtsson som assistenttræner og anfører Florentina Olar som spillende træner. Og den nye trænertrio kunne søndag sætte første flueben på to-do listen. I Aarhus blev det nemlig til en 0-1 sejr og dermed tre point mod AGF.

Kampens enlige mål blev scoret i det 17. minut af Ashley Lynn Riefner, der også blev kampens bedste Fortuna.

”Hun leverede hele vejen igennem et spil, der var præget af energi, gejst og sejrsvilje. Generelt kan det siges, at samtlige på holdet gik på banen indstillet på at sejre, og det lykkedes,” som det lyder i en pressemeddelelse fra Fortuna Hjørring.

Haler ind på konkurrenter

Efter otte kampe har Fortuna nu 12 point. Da FC Thy-ThistedQ og Brøndby, der ligger lige foran Fortuna, begge tabte deres kampe, er Fortuna nu kun 1 og 4 point efter sine nærmeste konkurrenter.

”Vi har masser at tage med hjem fra den her kamp, noget som der skal arbejdes med og forbedres samtidig med, at der er meget vi kan glæde os over,” siger cheftræner Bo Zinck, som glæder sig over de første dage i Fortuna:

”Jeg har haft en stor oplevelse i samarbejdet med såvel spillerne som de øvrige i staben. Det varsler godt for de næste kampe i ligaen. Jeg ville – som sagt – hellere have set en 0-3 elle 0-4, men jeg synes, at vi er kommet rigtig godt i gang”.

Du kan se Fortunas scoring her: