Før overlevelseskampen mellem AGF og FC Nordsjælland i Gjensidige Kvindeliga, er der optimisme i begge lejre, men “der er også mange følelser på spil i en så afgørende kamp,” fortæller Katrine Pedersen fra AGF Kvindefodbold
Af Oliver Lundgaard
Er du til drama og kampe, hvor alt er på spil? Så er det AGF Kvindefodbold og FC Nordsjælland som tørner sammen i den sidste Gjensidige Kvindeliga kamp i grundspillet, du skal se.
Det er et vaskeægte finaleopgør, når AGF Kvindefodbold og FC Nordsjælland tørner sammen på Ceres Park i weekenden. En sejr til et af holdene, vil sende dem i slutspillet men ender kampen uafgjort, er det AGF der skal spille kvalifikationsspil i foråret.
Hos AGF Kvindefodbold er der optimisme at spore inden finaleopgøret på Ceres Park:
“Det er spændende. Det er fodbold. Og vi mærker, vi lever. Vi har bragt os i en situation, hvor vi selv kan afgøre det på hjemmebane i sidste kamp, og det er vi godt tilfredse med,” fortæller cheftræner for AGF Kvindefodbold, Katrine Pedersen og fortsætter:
“Vi har spillet og præsteret godt med kniven for struben sidste del af sæsonen, og det arbejder vi på skal kulminere i en sejr og dermed adgang til slutspil, ” siger Katrine Pedersen.
Håber på mange tilskuere på Ceres Park
Begge mandskaber har tidligere på sæsonen mødt hinanden, hvor det blev til en udebanesejr på 1-3 til AGF over FC Nordsjælland. FC Nordsjælland indtager sjettepladsen med 14 point mens AGF er under stregen på syvendepladsen med 11 point, med samme målscore som FC Nordsjælland.
Hjemmeholdet fra AGF Kvindefodbold håber på en fed kulisse i årets sidste kamp:
“Der er så mange følelser på spil i en så afgørende kamp, og vi glæder os i virkeligheden bare til dommeren fløjter op, så vi kan give slip, lade fødderne tale og bare spille fodbold med alt, hvad vi har i os,” siger Katrine Pedersen og fortsætter:
“Og så håber vi selvfølgelig på, at der kommer mange både store og små fans til kampen, fordi det er med til at skabe en fantastisk stemning og kulisse for kampen,” fortæller Katrine Pedersen til FODBOLD FOR PIGER.
Tag på Ceres Park og få et brag af en finaleoplevelse i Gjensidige Kvindeliga når AGF Kvindefodbold og FC Nordsjælland møder hinanden i årets sidste kamp med kampstart klokken 13:30. Kampen kan også ses i tv’et på TV3 SPORT og VIAPLAY.