DR-dokumentar: Landsholdsspillere fik psykiske problemer efter offentlige vejninger

0
2305
Julie Tavlo, der her ses i en pokalfinale for Brøndby, fortæller i DR-dokumentaren, hvordan landsholdets testsystem med fokus på spillernes vægt var med til at give hende og andre spillere psykiske problemer. Foto: Steen Trolle

Nuværende og tidligere landsholdsspillere har døjet med psykiske lidelser som spiseforstyrrelser, fortæller de i ny DR-dokumentar. Især har det givet mange spillere problemer, at DBU lavede offentlige vejninger, hvor alle kunne se hinandens vægt. DBU-direktør beklager

Spillere på både ungdomslandsholdene og kvindelandsholdet har døjet med store psykiske problemer som spiseforstyrrelser og panikangst.

Det fremgår af en DR-dokumentar, ’Fodboldens usynlige syge’, som kan ses på DR.dk.

DR har talt med 35 nuværende og tidligere landsholdsspillere, blandt andet otte af de spillere, der var med på landsholdet i forbindelse med EM i Sverige i 2013. De fortæller alle, hvordan spillere blev negativt påvirkede af et nyt testsystem, som DBU indførte forud for EM for at optimere spillernes fysik. Testsystemet indebar vejninger hver morgen. Her blev spillernes vægt skrevet på en seddel, som hang til frit skue i omklædningsrummet.

”Jo mere du kan komme ned i vægt, jo bedre er det. Jeg oplever, at der er holdkammerater, der reagerer meget på det og kommer i en tilstand, som jeg ikke synes, er hensigtsmæssig. De kommer for langt ned i vægt,” fortæller den tidligere mangeårige landsholdsholdskeerper Stina Lykke Borg i DR-dokumentaren.

”Jo mere du kan komme ned i vægt, jo bedre er det”

Stina Lykke Borg, tidl. landsholdsspiller, i DR-dokumentar

Brøndby-spilleren Julie Tavlo Petersson var dengang en del af landsholdet. Hun fortæller, hvordan det nye testsystem gav hende psykiske problemer i form af tvangsmotion, som hun stadig døjer med. Hun lider af søvnbesvær og udebleven menstruation og kan kun finde psykisk og fysisk ro ved at overtræne.

“Faktum er, at nogen bliver rigtig syge af det,” siger Julie Tavlo Petersson om testsystemet.

“Alle talte om det. At der pludselig var nogen, der var meget tyndere, end de plejer at være”.

DBU-direktør beklager

DBU’s fodbolddirektør Peter Møller beklager i DR-dokumentaren, at spillere har fået problemer som følge af testsystemet.

“Det jo dybt beklageligt, at det er den følelse, som spillerne står tilbage med. Jeg mener jo ikke, at jeg skal begynde at beklikke eller betvivle de udsagn, som I har fået. Det er nogle, vi er nødt til at tage til os,” siger Peter Møller til DR – og fortsætter:

“Det var en fejl at lade et papir ligge fremme i 2013. Men det har aldrig været med fokus på vægt, men i forhold til væskemangel og præstationsfremmende tiltag. Det blev kommunikeret til spillerne, men åbenbart ikke godt nok”.

’Fodboldens usynlige syge’ kan ses her