Odense Q vil slå tilskuerrekorden

0
765
Foto: Odense Q

Odense Q vil forsøge samle mere end 2061 tilskuere til lørdagens kamp mod Sundby i kvalifikationsspillet. Det vil være ny rekord i dansk kvindefodbold

“Vi har fået storhedsvanvid i Odense Q”.

Sådan siger klubbens pressechef Frederik Hestbjerg Rasmussen til Sport Fyn / Fyens Stiftstidende.

Og der er måske noget om snakken. Odense Q, der lige nu kæmper for at bevare en minimal chance for oprykning til Gjensidig Kvindeliga, har nemlig sat sig for at sætte ny tilskuerrekord i dansk kvindefodbold på lørdag.

I samarbejde med Middelfart Sparekasse og fonden Gjensidig Drømmelegat, som finansierer gratis adgang for alle, vil Odense Q forsøge at samle mere end 2061 mennesker til kampen på Nature Energy Park.

Hvis det lykkes, så vil den nuværende rekord, som blev sat i foråret 2022 af HB Køge, være slået.

“Gennem vort erhvervsnetværk er vi sikret stor opbakning på lørdag,” fortæller klubbens kommercielle chef John Torben Bæksted til Sport Fyn.

Flere virksomheder har sendt invitationer ud til deres medarbejdere. Desuden har den tidligere Odense Q-spiller Frida Benzon, der har tusindvis af følgere på de sociale medier, fordi hun er boldjonglør og speedfodboldspiller, valgt at bakke rekordforsøget op. Frida Benzon vil være til stede på stadion på lørdag.

Odense Q og Sundby Boldklub har begge 0 point i bunden af kvalifikationsspillet. Odense Q dog med en langt bedre målscore end Sundby, der mistede et helt hold ved årsskiftet, da klubben måtte opgive sin satsning på kvindefodbold. En sejr vil bringe vinderen tæt på midten af kvalifikationsspillet.

Kampen spilles lørdag kl. 14.00 på Nature Energy Park.