Den tidligere Brøndby-spiller Dan Eggen, der scorede et berømt mål mod Liverpool, kaster glans over åbningen af årets udgave af Dana Cup i Hjørring
Af Frits Ahlstrøm
Dan Eggen med en fortid i Boldklubben Frem og Brøndby IF foretager sammen med borgmester Søren Smalbro den officielle åbning mandag 24. juli på Nord Energi Arena i Hjørring.
“Vi er glade for, Dan Eggen har accepteret vores invitation, siger Jette Andersen, direktør i Dana Cup.
“Der er reelt tale om et gensyn, eftersom han selv har deltaget i turneringen. Det samme har hans børn”.
Dan Eggen (født 13. januar 1970) spillede for 4. divisionsklubben Ready inden han flyttede til København i 1990 – uden forventninger om at blive professionel fodboldspiller. Han fik dog en kontrakt med arbejderklubben Frem, hvor han gjorde det så godt, at Brøndby IF hentede ham til Vestegnen i sommeren 1993.
Den musikinteresserede midterforsvarer med tilnavnet ’mikrofonhåret’ lavede 15 mål i 72 kampe for Boldklubben Frem fra 1990 til 1993 og 10 mål i 155 kampe for Brøndby IF fra 1993 til 1997.
167 af de 227 kampe for de to danske klubber var i Superligaen.
Scorede mod Liverpool
Det mål, Dan Eggen og alle Brøndbyfans husker bedst, faldt den 31. oktober 1995. Efter 0-0 mod Liverpool FC på Brøndby Stadion sikrede han en sejr på 1-0 i returkampen på Anfield i UEFA Cup-turneringen. På en hjørnesparks-aflevering fra Ole Bjur udplacerede han med et hovedstød 11 minutter før tid målmanden David James.
Efter knap syv år i dansk fodbold fortsatte Dan Eggen sin karriere i Spanien, hvor han spillede to sæsoner for RC Celta Vigo og fire for Deportivo Alavés i Spanien.
I 2001 var han med hos Deportivo Alavés i en fascinerende og underholdende finale i UEFA Cup-turneringen i Dortmund, hvor det blev til et nederlag på 5-4 til Liverpool FC efter forlænget spilletid.
Fra Spanien gik turen til Skotland til Rangers FC i Glasgow 1. januar 2003 på en halvårlig lejeaftale inden han sluttede sin karriere i sommeren 2005 i franske Le Mans FC og vendte hjem for at læse samfundsøkonomi på universitet i Oslo – sideløbende med at tage en uddannelse som træner, der førte til et job i Kolbotn Fotball i den norske kvinde liga.
Dan Eggen spillede 25 A-landskampe for Norge fra 1993 til 2001 og var med i to VM-slutrunder (1994 og 1998) og en enkelt EM-slutrunde (2000). Han er en af de få norske landsholdsspillere, der aldrig har optrådt i den norske Eliteserien.
Dan Eggen arbejdede syv år for Det norske Fodboldforbund inden han skiftede til sit nuværende job som fodboldagent.
Velkomstale på flere sprog?
Udover at tale flydende norsk og dansk magter Dan Eggen også engelsk, spansk og fransk. Så det kan blive en velkomsttale i Dana Cup på flere sprog – om nødvendigt.
Flere end halvdelen af de 20.000 spillere i Dana Cup kommer fra Norge.
Det er den 40. udgave af Dana Cup, en af de største internationale ungdomsturneringer i verden.
Den blev lanceret i 1982 og har været spillet hvert år lige siden – undtagen i 2020 og 2021, da den måtte aflyses på grund af Covid-19.