Dansk kvindefodbold halter efter sammenlignelige lande i Europa. Det skal en ny talentstrategi rette op. I en ny podcast fra GameChanger fortæller DBUs talentchef for kvinder Anders Gerber og AGFs kvindeformand Marie Greve om den nye talentstrategi
Dansk kvindefodbold er ved at få baghjul i Europa. Danske spillere får væsentlig færre spilleminutter i de fire store ligaer og i Champions League i forhold til spillere fra sammenlignelige lande som Holland, Sverige og Schweiz. Det skyldes, at talentudviklingen halter efter i Danmark.
Det skal der rettes op på. Derfor præsenterede DBU og Kvindedivisionsforeningen forleden en ny talentstrategi. Her er en af målsætningerne, at der skal skabes bedre U13- og U14-miljøer, så pigerne kan komme tidligere i gang med den gode træning. Det er også målet, at der skal mere fokus på sundhed og trivsel i klubberne, herunder den mentale trivsel.
Men hvordan gør man det; hvad er potentialet i dansk kvindefodbold og hvorfor er det overhovedet nødvendigt med en talentstrategi?
Det kan du høre om i en ny podcast fra GameChanger, som er en vidensplatform, der er lavet i samarbejde mellem DBU og Divisionsforeningen.
DBUs talentchef Anders Gerber og AGFs kvindeformand Marie Greve er gæster i den nyeste podcast. De har begge været med til at udvikle den nye talentstrategi.
”Talentstrategien skal skabe en fælles retning for klubberne. Hvis vi gør de samme ting på samme tid, så det større effekt, fremfor hvis vi skyder med spredehagl,” siger Marie Greve i podcasten.
”Talentstrategien skal skabe en fælles retning for klubberne”
De understreger begge, at dansk kvindefodbold har stærkt fundament, takket være den stærke, frivillige foreningskultur. Men nu er der brug for at professionalisere talentudviklingen.
”Vi udvikler nogle udmærkede spillere, men deres værktøjskasse skal gøres bedre, blandt andet ved at starte indsatsen tidligere. Hvis spillerne får en bedre værktøjskasse, så får vi også bedre resultater i kvindeligaen, i Champions League og på landsholdet,” siger Anders Gerber i podcasten.