Politiken og Ekstra Bladet har ikke meget til overs for DBUs kritik af mediernes manglende dækning af kvindelandsholdet. Det er dårligt spin fra DBUs side, mener Ekstra Bladets sportschef
“Vi er uenige om stort set alt”.
Sådan skriver Politikens sportschef Christian Heide-Jørgensen i et svar til DBU-‘s kommunikationschef Jakob Høyer, der tidligere på ugen kritiserede mediernes manglende dækning af kvindelandsholdet.
“Præmissen for Jakob Høyers opsang er lodret forkert. Politiken dækker ikke kvindelandsholdet og kvindefodbolden ”meget, meget begrænset”. Men det er muligt, at vi ikke dækker det, som DBU gerne ser det gjort. Det er en anden snak,” skriver Christian Heide-Jørgensen i et indlæg på Journalisten.dk under overskriften: “Kære Jakob Høyer: Har du glemt, hvad der er pressens rolle?”.
Sportschefen gør opmærksom på, at det ikke er pressens rolle “at sætte sig i et fly for at dække fodbolden og skrive kampreferater på de præmisser, som DBU eller Fifa stiller op for pressen i forbindelse med et VM”.
LÆS OGSÅ: DBU kritiserer dansk presse: De har glemt kvindelandsholdet
Der findes andre perspektiver end DBU’s
Jakob Høyer kritiserer blandt andet, at Politiken ikke var til stede under VM i Australien og New Zealand, og heller ikke dukkede op til Nation League-kampen i Viborg i september, hvor kvindelandsholdet slog Tyskland 2-0.
Men Christian Heide-Jørgensen føler sig ikke truffet:
“Der findes bare andre perspektiver på verden, end det DBU ser gennem egen navle,” skriver Politikens sportschef og nævner en stribe eksempler på historier om kvindefodbold, som hans eget medie har bragt.
“Vi har gennem de seneste par år jævnligt bragt interviews og features om kvindelandsholdet. Vi har besøgt danske landsholdsspillere i svenske BK Häcken, der har indført ligestilling. Vi har bragt interviews med Pernille Harder, Kathrine Kühl og mange andre. Vi har haft et EM-tillæg. Vi har skrevet om kvindefodbolden i vækst. Og så har vi skrevet om skandalerne. Om diskriminationen,” skriver Christian Heide-Jørgensen.
Kyssesagen er vigtig
Jakob Høyer mener, at sportspressen ofte kun interesserer sig for kvindelandsholdet, når der er konflikthistorier.
“Den såkaldte kysse-sag med den spanske fodboldpræsident har fået mere omtale i danske medier end selve VM-slutrunden, der ellers slog mange rekorder i billetsalg, seertal og sportslig succes,” skrev han i sit åbne brev, som blev bragt på dbu.dk og Journalisten.dk.
Men den kritik finder Christian Heide-Jørgensen også helt misforstået:
“Når Jakob Høyer påstår, at vi medier hellere kaster os over konflikter og i den forbindelse nævner ’kyssehistorien’ om den spanske fodboldpræsident Luis Rubiales, så bliver jeg nødt til opponere. Historien om Rubiales’ kys er meget mere end en konflikthistorie. Det er et fremragende og nedslående tidsbillede på meget af det, der holder kvindefodbolden tilbage,” skriver Politikens sportschef.
Han påpeger, at “det aldrig har været og aldrig bliver Politiken eller andre uafhængige mediers ansvar at løfte interessen for et sportsbrand. Heller ikke kvindelandsholdets”.
LÆS OGSÅ: DBU kritiserer dansk presse: De har glemt kvindelandsholdet
Ekstra Bladet: Dårligt spin fra DBU
Heller ikke Camilla Boraghi, sportschef på Ekstra Bladet, føler sig truffet af DBUs kritik. Hun mener tværtimod, at “Jakob Høyers friskfyrs-mediekritikklumme” er skudt helt ved siden af og et forsøg fra DBUs side på at flytte fokus fra kritiske sager som den seneste om russiske U17-landshold mulighed for igen at spille i UEFA-kampe. Her var DBUs formand Jesper Møller meget lang tid om at fortælle, hvad han selv havde stemt, da sagen blev behandlet i UEFAs eksekutivkommité.
“TIMING ER EN sjov størrelse. Tænk, at Jakob Høyer og DBU under en uge efter deres egen lortesag med de russiske U17-spillere finder på at kritisere medierne. Tænk, at de forsøger at flytte fokus i en helt anden retning. Det er naturligvis Jakob Høyers job, men det strategiske spin er næsten for åbenlyst. Og Høyer er jo ikke spindoktor i et politisk parti – er han?,” skriver Camilla Boraghi.
Jakob Høyer har skrevet et svar til kritikken fra Politiken. Den kan læses under Christian Heide-Jørgensens indlæg på Journalisten.