U19-landstræner før puljefinale: Målet er EM, så vi går efter sejr

0
1599
Danmark blev 2'er i den første kval-runde, hvor det bl.a. blev til en sejr på 8-0 over Montenegro. Her ses den danske start-11er fra den kamp. Foto: DBU

U19-landsholdet møder tirsdag klokken 14.00 Østrig i puljefinalen ved 1. kvalrunde til næste sommers EM. En puljesejr vil bringe Danmark et stort skridt mod EM-drømmen

“Vores mål er at komme til EM og derfor går vi efter en sejr mod Østrig”.

Sådan lyder det på en mail fra U19-landstræner Anja Heiner-Møller, inden holdet tirsdag eftermiddag møder Østrig i den sidste og afgørende kamp ved EM-kvalrunde 1 i Østrig.

Danmark har fire point med efter 1-1 mod Polen og 8-0 over Montenegro, og da Østrig har seks point, skal der bruges en sejr for at vinde grupåpen og dermed få en 1. seedning til EM kvalrunde 2, hvor kun vinderen af puljespillet vil kvalificere sig til EM.

“Skulle vi ende med kun at få uafgjort, så er vi 2.seedet til EM-kval 2 og en 3.plads i puljen, som vi allerede er sikret nu, vil give 3.seedning. Der sker virkelig meget internationalt lige nu og udover at de traditionelle dygtige nationer på kvindesiden forbedrer sig, så flytter midtergruppen sig også virkelig hastigt nu og det gør at rangeringen i denne kvalgruppe er ekstrem vigtig, for at forbedre chancerne for at komme til EM,” fortæller Anja Heiner-Møller.

“Rangeringen i denne kvalgruppe er ekstrem vigtig”

Sådan vil Danmark slå Østrig

Om dagens modstander skriver landstræneren til FODBOLD FOR PIGER:

“Østrig er et fremadpressende hold som gerne vil spille direkte, så snart de har passeret første preslinje eller efter de har erobret bolden og det gør at vi skal være dygtige i vores genpres og til at læse spillet i vores forsvarsspil. Østrig har desuden scoret en del af deres mål på hjørnespark, hvorfor vi også har forberedt et modtræk til dette”.

Hun fortæller, at Danmark i de første kampe har produceret mange chancer:

“Vi har været gode til at variere vores gennembrud til både at finde retvendte spillere i mellemrum, spille udenom modstanders bagkæde og true bagrum med bolde dybt. Pigerne glæder sig til denne puljefinale, som er det vi har haft som mål siden første kamp til denne kval”, siger Anja Heiner-Møller.

Den danske startopstillingen til puljefinalen mod Østrig.

Spillerne: Vi har tillid til gameplanen

Hun fortæller, at spillerne selv er budt ind med gode evalueringer efter de to første kampe.

”Spillerne fremhæver selv, at vi har tillid og tålmodighed med vores game-plan, at vi har mod på bolden, er godt kommunikerende og er sultne på at score mål. Dét, synes jeg, beskriver holdets præstation rigtig godt, og dertil har vi fundet bedre struktur og sammenhæng i vores presspil og forsvarsspil, hvilket giver en større ro i holdet. Montenegro-kampen viste, at vi kan åbne det meget lavtstående hold ved stor koncentration på de relationelle positioneringer og bevægelser internt i holdet og variation i hvordan vi søger gennembrud”.

I fik 1-1 i den første kamp mod Polen, som efterfølgende tabte 4-0 til Østrig – hvad skete der i kampen mod Polen?

”Vi var ærgerlige over resultatet mod Polen, hvor vi kun fik uafgjort. Samtidig var vi også klar over at vi havde holdt os inde i turneringen ved at score det udlignende mål, som faldt meget sent i kampen og på den måde var vi også glade for at få lavet et comeback,” siger Anja Heiner-Møller – og tilføjer:

”Vi kan være tilfredse med at vi producerede nok chancer til at afgøre kampen mod Polen, men vi ved også af erfaring, at vi skal score på flere af disse chancer. Samtidig fik vi også en reminder på at vi trods dominans på spillet, kan få chancer imod, hvis ikke vi er dygtige nok til at justere vores restforsvar og håndtere omstillinger imod”.

Kampen mod Østrig spilles kl. 14.00 – du kan få live-opdateringer her