De nordiske fodboldforbund lancerer en ny nordisk mesterskabsturnering for U19-hold. Sidste sæsons guld- og sølvvinder fra U18 DM-turneringen skal repræsentere Danmark, når den første turnering afvikles i Sverige i februar 2024
AGFs og FC Nordsjællands U19-hold skal repræsentere Danmark ved de første Nordiske Mesterskaber for klubhold, der finder sted i Borås i Sverige i februar 2024.
Turneringen strækker sig over fire dage og bliver med deltagelse af de to hold fra både Danmark, Sverige, Norge og Finland, der ender som nummer et og to i den nationale U19-liga året før. I den første udgave af turneringen bliver det sidste sæsons nummer ét og to fra U18 DM-turneringen, som fra denne sæson er afløst af U19 Ligaen.
“Det er fantastisk, at vi kan sende vores dygtige U19 hold til de første Nordiske Mesterskaber. Pigerne havde en suveræn sæson sidste år, der kulminerede med ”The Double” og er fortsat i denne sæson, hvor de igen er med i toppen af DM ligaen. Så det bliver alletiders mulighed for dem, for at måle sig med de bedste hold i Norden,” siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve, til agf.dk.
“Det er en god mulighed for at få international matchning og give spillerne en anden oplevelse. Vi ser frem til et godt mesterskab hvor vi er stolte og beærede over at få lov at repræsentere Danmark i nordisk sammenhæng,” fortsætter hun.
“Det er en god mulighed for at få international matchning og give spillerne en anden oplevelse”
Marie Greve, chef for AGF Kvindefodbold
Skal styrke niveauet
De Nordiske Mesterskaber skal være med til at styrke niveauet blandt unge talenter samt styrke samarbejdet om pigetalentudviklingen mellem de nordiske lande.
”Den nye turnering og det nye samarbejde mellem de nordiske lande er en rigtig god mulighed for at højne niveauet blandt de største nordiske talenter. Ved at matche vores spillere på det højeste niveau vil det hjælpe dem med at bygge på i deres udvikling og klæde dem godt på til fremtiden. Turneringen vil altså gavne dansk kvindefodbold på både national- og klubplan,” siger Anders Gerber, talentchef for pige- og kvindesiden i DBU.
For at understøtte de danske hold, der deltager i 2024 og 2025, vil de pågældende danske klub modtage 50.000 kroner i tilskud, som skal være med til at dække rejseomkostningerne. Strukturen for turneringen bliver knockout-kampe fra start med efterfølgende placeringskampe for de hold, der ryger ud først. Dermed spiller alle hold tre kampe.