Klintsøgaards fodboldlinje er under positiv udvikling

0
1463

Idrætsefterskolen Klintsøgaard kan mærke, at det bliver mere og mere populært at tage på efterskole. Men det har ikke slækket på ambitionerne hos Klintsøgaard, som stadig har tårnhøje ambitioner for videreudvikling af fodboldlinjen

Det er blevet populært at gå på efterskole, og det mærker de også på Idrætsefterskolen Klintsøgaard. Men selvom populariteten stiger, så er ambitionerne for videreudvikling af fodboldlinjen stadig tårnhøje. I starten af 2023 lavede Klintsøgaard en 5-årig strategiplan for fodboldlinjen med en langrække mål for at optimere og styrke linjefaget på efterskolen.

Fodboldlærer på Idrætsefterskolen Klintsøgaard, Henrik Clemensen, siger:

”Vi vil gerne være en top 3 efterskole på Sjælland, hvad angår udviklingsmiljø. Det har vi gjort med en lang række nye tiltag, heriblandt fornyelse af et klubsamarbejdsaftale samt et nyt samarbejde. Derudover har vi bl.a. udarbejdet skolens spiludtryk, som vi træner ud fra i et temaspecifikt årshjul. Det skal være tydeligt at se, hvordan vi spiller, og hvad vi ønsker at få ud af vores spillere på Klinten.”

Forstærket samarbejde med FC Nordsjælland

Et fornyet og stærkere samarbejde med FC Nordsjælland, hvor efterskolen bl.a., i samarbejde med FCN, har indført DBU C1 Kursus på Klintsøgaard, hvor de tilbyder den første del af DBU’s træneruddannelse til fodboldeleverne. Et nyt og spændende samarbejde med HIK, hvor begge parter kan gøre nytte af hinanden. Det indebærer heriblandt inspirationstræning med et besøg af HIK på Klintsøgaard og Klintsøgaard besøger HIK i foråret.

I oktober afholdt Klintsøgaard en fodboldcamp, den første af forhåbentlig mange, med stor succes. En camp, hvor deltagerne fik indblik i fodboldlinjen på Klintsøgaard samt fornemmelsen af efterskolelivet på en efterskole med fokus på det hele menneske og forståelsen af sig selv som teamplayer i centrum.

Trænerteam med stor erfaring

Henrik Clemensen og Nadia Ansari er fodboldlærere for pigerne på Idrætsefterskolen Klintsøgaard, og har linjen sammen med Kaj Strøh. Sammen udgør de fodboldlinjens team på efterskolen. Både Henrik og Nadia har stor erfaring indenfor talentfodbold på pigesiden. Pt. er Henrik træner for Kirke-Hyllinges U13 piger i Liga 1 og Nadia er assistenttræner for Brøndby IF’s U19 Liga piger.

Nadia Ansari udtaler:

”Jeg er glad for min hverdag på Klinten – vi har rykket os meget de seneste år. Vi forsøger at lave et set-up som lægger sig tæt op ad talentmiljøerne i licensklubberne. Spiludtryk, årshjul, spillersamtaler, videomøder, styrketræning, fodboldcamps og stærke samarbejdsklubber. Dernæst har vi i år også fået tilknyttet os en målmandstræner, så vi har fokus på alle positioner.”

Og tilføjer:

”Man skal vælge Idrætsefterskolen Klintsøgaard, fordi man brænder for fodbold og for at blive bedre. Vi stiller ikke et specifikt krav til elevens niveau, men forventer du ved hvad du som spiller går ind til – vi har elever på forskellige niveauer. Vi stiller til gengæld store krav til træningsparatheden og læringsparatheden. Man skal VILLE fodbold! Har du motivationen til at træne og til at lære, så er Klintsøgaard den rette efterskole for dig.”