15-årige Mille Kjærsgaard Thomsen fra Pandrup har fået en tre-årig kontrakt med Fortuna Hjørring. Til sommer bliver hun også en del af Dana Cup Academy
Sidste år skiftede Mille Kjærsgaard Thomsen fra Jetsmark IF til Fortuna Hjørring. Siden har nu 15-årige Mille gjort det så godt, at hun nu belønnes med en tre-årig ungdomskontrakt. Som en del af aftalen bliver Mille Kjærsgaard Thomsen til sommer en del af Dana Cup Academy.
“Jeg er utrolig spændt hvordan det nu udvikler sig og stolt over at skrive under på min første kontrakt med Fortuna. Jeg er virkelig glad for at få muligheden for at forfølge mine fodbolddrømme. Jeg er helt sikker på, at Fortuna er det rette sted at være. Det er fedt at blive anerkendt for mit hårde arbejde på træningsbanen og til kamp,” siger Mille i en pressemeddelelse fra Fortuna.
“Jeg er virkelig glad for at få muligheden for at forfølge mine fodbolddrømme”
Har udviklet sig enormt
Klubbens Head of Coaching, Nikolaj Dorff Kristensen, beskriver Mille som “en fighter med en fremragende indstilling”:
“Mille er først og fremmest en meget alsidig spiller med en rigtig god fysisk. Hun er rigtig dygtig til at bryde linjer, og så er hun boldfast med en rigtig fin grundteknik. Mille har udviklet sig enormt gennem det sidste år, hvor hun især har flyttet sig omkring fysikken,” siger han.
Mille Kjærsgaard Thomsen blev i efteråret en del af U19-holdet, hvor hun har løftet sit niveau yderligere.
“Det har givet mig rigtig meget at være med der, især på tempoet og fysikken. På den lange bane håber jeg at kunne komme i betragtning til Kvindeliga-holdet, og være med til at understøtte klubbens mål om at være blandt de bedste i Danmark,” siger den nyslåede kontraktspiller i pressemeddelelsen fra Fortuna Hjørring.
Har du styr på julegaverne? JULEGAVETIPS: Syv gode bøger til store og små fodboldspillere