Vibeke Hedegaard Andersen skifter til HB Køge

0
1604
Sådan præsenteres Vibeke Hedegaard Andersen på HB Køges hjemmeside.

FC Thy Thisted Q-spilleren Vibeke Hedegaard Andersen skal styrke offensiven hos HB Køge, som har hentet fire nye spillere ind i julepausen

“En forrygende julegave”. Sådan kaldte HB Køge det, da klubben juleaftensdag kunne annoncere, at Vibeke Hedegaard Andersen skifter fra FC Thy Thisted Q til HB Køges forsvarende kvindeliga-mestre. Offensivspilleren starter efter juleferien og hun har været på ønskesedlen et stykke tid, afslører cheftræner Kim Daugaard.

“Så vi er virkelig glade for, at ønsket nu bliver opfyldt. Hun har et fantastisk potentiale, hun kan udfylde flere roller i vores offensiv og hendes spidskompetencer komplimenterer vores øvrige offensivspillere rigtig godt, så det er på alle måder en fantastisk julegave, vi har fået,” siger han til klubbens hjemmeside.

“Hun kan udfylde flere roller i vores offensiv”

Vibeke Andersen, der får trøje nummer 21, siger at hun er klar til nye udfordringer.

“Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af det professionelle set up i HB Køge. Jeg tror, det er det rigtige skridt for mig om min udvikling. Så nu glæder jeg mig bare til at blive en del af truppen, lære de andre at kende og bidrage positivt både på og udenfor banen,” siger hun.

Vibeke Hedegaard Andersen er en af fire nye spillere, der starter i HB Køge efter vinterpausen. De øvrige er Sarah Thygesen, Emelia Oskarsdottir og Signe Markvardsen.