Hovedbeklædning på vej ind i fodboldloven

0
1215
DBU tillader i dag alle pigespillere under 18 år og på breddeniveau at bære hovedbeklædning.
DBU tillader i dag alle pigespillere under 18 år og på breddeniveau at bære hovedbeklædning.

Hovedbeklædning til kvinder er på vej ind i fodboldloven. Det internationale fodboldforbund FIFA vil i de næste to år teste en specielt designet, neutral og stramtsiddende hætte, der kan dække spillernes hår. Dermed kan den bruges i stedet for tørklæder, som i dag er ulovlige at anvende ifølge de internationale fodboldlove. Det skyldes, at fodboldloven ikke tillader spillerne at kommunikere politiske og religiøse synspunkter,  som det hedder, hverken i form af handlinger, påklædning eller symboler.

Den nye fodboldhætte skal diskuteres på et møde i oktober i IFAB, The International Football Association Board, der formulerer fodboldloven internationalt. Her skal der tages stilling til design, farver og materialer, ligesom det skal besluttes hvilke turneringer, landshold og/eller klubber, som skal indgå i prøveperioden.

FIFA har tidligere sagt god for anvendelsen af tørklæder i et konkret tilfælde i 2010. Det skete, da det iranske U17-pigelandshold kvalificerede sig til og i øvrigt vandt Youth Olympics i Singapore. Her godkendte FIFA at de iranske piger brugte et bestemt tørklæde. Og selv om iranerne endte med at lade pigerne spille med et kraftigere tørklæde end det tilladte, så valgte FIFA at se gennem fingre med det.

DBU-formand: En forhindring mindre

DBUs formand Allan Hansen hilser det velkomment, at der nu internationalt åbnes op for anvendelsen af hovedbeklædning:

”Vi har løbende påpeget problemstillingen overfor FIFA gennem fire år. Derfor hilser vi det velkomment, at FIFA nu igangsætter en prøveperiode, og sætter dato på en beslutning. Det er en beslutning, som understøtter den store, men ofte oversete betydning for integrationen af nydanskere, som fodbolden gennem mange år har spillet i det danske samfund,” siger han til DBUs hjemmeside.

”Beslutningen betyder, at der er én forhindring mindre, når det kommer til at få nydanske piger til at spille fodbold sammen med og opbygge sociale relationer til jævnaldrende piger af anden etnicitet, herunder ikke mindst etnisk danske piger. Det fremgår blandt vores formålsparagraffer, at “fodbold er for alle”, og denne beslutning vil alt andet lige medvirke til at gøre organiseret fodbold mere acceptabelt for piger af og deres muslimske indvandrerfamilier,” siger Allan Hansen.

Danmark: Hovedbeklædning tilladt til piger under 18 år

DBU praktiserer selv en liberal indstilling til hovedbeklædning. Alle pigespillere under 18 år og på breddeniveau har i dag lov til at spille med hovedbeklædning, mens spillere på eliteniveau “skal være opmærksomme på at bære en hovedbeklædning, der ikke unødvendigt udfordrer den nuværende tekst i Fodboldloven,” som det udtrykkes.

Reglen om hovedbeklædning skal vedtages i oktober 2014, når den to-årige prøveperiode udløber. I prøveperioden skal de såkaldte medicinske konsekvenser af den særlige fodboldhætte undersøges, altså om spillerne løber nogen risiko ved at anvende hætten under en fodboldkamp.