Maja skal spille og studere på Harvard: Sådan gik hendes udlandsdrøm i opfyldelse

0
2152
Maja Elisabeth Poulsen skal fremover vogte målet og studere på Harvard. Foto: Kolding IF

19-årige Maja Elisabeth Poulsen, der vogter målet på Kolding Ifs kvindeligahold, bliver student til sommer. Derefter venter en forrygende USA-oplevelse: Hun skal spille og studere på Harvard University i Boston

Et af verdens mest kendte og prestigefyldte universiteter får til sommer en ny dansk elev, som skal spille på universitetets fodboldhold.

Det er 19-årige Maja Elisabeth Poulsen, der i dag går i 3. G på Munkensdam Gymnasium og vogter målet hos Kolding IF’s kvindeligahold. Hun starter til sommer på Harvard University i Boston, Massachusets, hvor hun bliver en del af truppen på universitets hold i Division 1, som er den bedste række i USA indenfor collegefodbold.

Maja fortæller til FODBOLD FOR PIGER, at hun blev kontaktet af en fodboldagent, der fortalte hende om muligheden for at komme til USA. Det lød interessant, synes hun, så spillerprofil og videomateriale med Maja blev rundsendt til trænere på amerikanske universiteter, og så vendte Harvard retur og ville have en snak.

”Jeg havde aldrig nogensinde tænkt, at Harvard var en mulighed for mig, så jeg var helt vildt glad for at de var interesserede. Da Harvard er en skole der vægter høj faglighed, så var mine karakterer selvfølgelig også vigtige, og det ville ikke være muligt at komme ind på skolen, hvis ikke jeg havde meget gode karakterer fra gymnasiet,” fortæller Maja.

”Jeg havde aldrig nogensinde tænkt, at Harvard var en mulighed for mig”

”Efter flere møder med trænerne fik jeg at vide, at de gerne ville have mig på holdet og det tilbud kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Derefter startede en ret omfattende ansøgningsproces. Først var der den skriftlige ansøgning og herefter skulle jeg også interviewes af en Harvard alumni, altså en der allerede har gennemført en uddannelse på Harvard. Det var en virkelig udfordrende periode, hvor jeg både skulle koncentrere mig om gymnasiet, fodbolden og derudover skrive en lang ansøgning med mange forskellige elementer. Da jeg så fik det officielle svar om at jeg var optaget på skolen, kunne jeg ikke være andet end glad og lettet, og begynde at glæde mig til hvad der venter efter sommer,” fortsætter hun.

Maja bliver student til sommer og starter efter sommerferien på Harvard. Foto: Kolding IF

Holdkammerat med Josefine Hasbo

På Harvard bliver Maja holdkammerat med landsholdsspilleren Josefine Hasbo, hvilket hun glæder sig meget til. Holdet tæller spiller fra flere forskellige lande, og sportsligt venter der spændende kampe mod hold fra nogle af de store, kendte amerikanske universiteter.

”Division 1 er inddelt i såkaldte conferences, som er en slags mindre grupper. Harvard spiller i den conference, som hedder ”Ivy League” og spiller mod alle de andre Ivy League skoler, så som Brown, Princeton, Yale osv. Derudover vandt de i efteråret Ivy League-turneringen,” fortæller hun.

Foto: Kolding IF

Har planer om at læse medicin

Maja Elisabeth Poulsen regner med, at hun skal læse og spille fodbold på Harvard de næste fire år. Hun er dog kun kontraktligt bundet i ét år. Hun ved endnu ikke, hvilke fag hun skal læse.

”Det er ikke afklaret endnu, derudover vælger man vist først sit helt specifikke studieområde på 2. år. Men jeg har altid interesseret mig for naturfag, og planen, før jeg fandt ud af, at jeg skulle gå på Harvard, var at studere medicin, så det bliver helt sikkert noget i den retning. Man får vist også en studievejleder tilknyttet som hjælper med den del”.

Hvad er dit mål med opholdet?

”Jeg føler, at jeg er klar på at tage et skridt videre og søge nye udfordringer både fodboldmæssigt men også personligt. Derudover har min fodbolddrøm længe været at komme til udlandet og prøve kræfter med noget helt andet end det jeg altid har været vant til i Kolding. Harvard er et perfekt match for mig, da jeg både kan spille fodbold på et rigtig højt niveau, men samtidig kan udfordre mig selv lidt fagligt. Det bliver også virkelig spændende at skulle bo i USA, som kulturmæssigt er meget anderledes end Danmark. Dog er det helt klart det fodboldmæssige, som har været førsteprioriteten for mig, og så er det jo bare et kæmpe plus, at jeg samtidig kan studere på en af de mest anerkendte skoler i verden”.

Foto: Kolding IF

Skal bo på Harvard Campus

Maja skal bo på Harvard Campus. Som 1. årselev, kaldet ”Freshmann”, skal hun bo på Harvard Yard, hvor man bor sammen med andre studerende.

”Der er forskellige typer af ”suites”/lejligheder alt efter hvor mange man bor sammen, og i hvilken bygning man bliver placeret i. Man bliver matchet med sine roomies ud fra virkelig mange forskellige parametre, men det sker først senere, når næste ansøgningsrunde er færdig og alle de optagede elever er fundet. Derfor har jeg endnu ikke været igennem den proces. Men man bor som regel ikke sammen med de andre på fodboldholdet. Derudover spiser alle 1. årselever i samme spisesal, kaldet Annenberg, hvor man kan spise alle sine måltider. Mange siger, at det ligner Hogwarts fra Harry Potter virkelig meget. Derudover ligger campus meget tæt på alle sportsfaciliteterne, som er virkelig fede,” fortæller Maja.

Maja har spillet fodbold siden hun var seks år gammel. Hun startede i Kolding Boldklub, som siden blev en del af KoldingQ og nu Kolding IF. 10. klasse tog hun på Vejle Idrætsefterskole, hvor hun sideløbende trænede i Kolding IF. Hun har været inde omkring alle ungdomslandshold op til U19.