Flere tusinde tilskuere til svenske kvindekampe

0
1846
Glade Brøndby-tilskuere til kvartfinalen i kvindernes Champions League.
Glade Brøndby-tilskuere til kvartfinalen i kvindernes Champions League.

Mens der er langt mellem tilskuerne til kampene i 3F Ligaen, så vælter tilskuerne ind til kampene i den bedste svenske række.

FODBOLD FOR PIGER startede i sidste uge en debat på vores facebookside om det lave tilskuertal i 3F Ligaen, og 3F.dk/fodbold følger i dag debatten op med at vise antallet af tilskuere til weekendens 3F-kampe – og ved at kigge over til Sverige, hvor den danske landstræner Kenneth Heiner-Møller har overværet to kampe live de seneste uger.

Kenneth Heiner-Møller så i forrige weekend en kamp mellem Vixjö og Kristiansstad med danske Johanna Rasmussen på holdet, og her var der cirka 1500 tilskuere på lægterne:

”Jeg kom tre kvarter for kampen skulle starte, og allerede da var der kø. Da jeg kom ind på stadion, var der allerede mange på lægterne, og der var fire grills og fyldt med boder og aktiviteter. Stadionspeakeren gik samtidig rundt med mikrofon og interviewede spillere og trænere,” fortæller Kenneth Heiner-Møller til 3f.dk/fodbold.

Måtte melde udsolgt

Oprykkerklubben Vixjö har et lille intimt stadion med plads til 2500 tilskuere. Til en kamp for nylig mod storholdet Tyresö måtte dørene lukkes et kvarter før tid. Så var der udsolgt:

”Det er ganske imponerende af en oprykkerklub at være,” konstaterer den danske landstræner.

Han så søndag kampen Linköping FC-LdB FC Malmö. Her var der 1880 tilskuere, og i samme runde var der 2200 tilskuere til kampen Tyresö-Piteå og 1572 til kampen Kristiansstad-Vittsjö:

”De mange tilskuere i Linköping var der til trods for, at det kostede 200 svenske kroner at komme ind. Det skete en masse omkring banen med boder,  hoppeborge og aktiviteter. Det var alt sammen med til at skabe en rigtig god stemning omkring kampen,” fortæller den danske landstræner.

Vejle-Fortuna Hjørring = 40 tilskuere

Til sammenligning var der ifølge 3f.dk/fodbold kun 521 tilskuere i alt til weekendens kampe i den danske 3F Liga. Lokalopgøret OB-B1913 toppede med ca. 200 tilskuere, mens kampen Vejle-Fortuna Hjørring kun blev set af 40 fremmødte. Hvor mange af disse 40 der var kærester, familie, sponsorer og klubfolk, fremgår ikke af opgørelsen hos 3f.dk/fodbold.

Hvad mener du? Hvad skal der til for at få flere tilskuere til 3F Liga-kampene? Deltag i debatten på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.