Randers Realskole er klar til finalen i Ultra Skolepokalen

0
1031
Randers Realskole jubler efter sejren over Brændkjærskolen i semifinalen. Foto fra Ultra Skolepokalens facebookside

Randers Realskole, der tæller spillere fra Randers Q, slog sidste års vinder i semifinalen og skal nu møde Københavns Skole- og Idrætsakademi i finalen i Ultra Skolepokalen den 25. april 2024

Årets finale i Ultra Skolepokalen bliver et opgør mellem Københavns Skole- og Idrætsakademi og Randers Realskole.

Københavnerne sikrede sig finalebilletterne for to uger siden, men det var først i går, torsdag den 4. april, at den sidste semifinale blev spillet og her leverede pigerne fra Randers Realskole en mindre overraskelse, da de slog sidste års vindere, Brændkjærskolen fra Kolding, som ellers har vundet pokalen flere gange.

Kampen sluttede 3-2 til Randers Realskole, og de tre Randersmål blev scoret af Julie Frederiksen, Silje Laursen og Ida Hansen, der alle spiller på Randers Q’s U17-hold.

Træner fra Randers Realskole Morten Hyldgaard, der også er sportschef i Randers Q, roser sine spillere efter semifinalesejren:

“Pigerne udførte planen og spillede virkelig en god kamp. Vi var stærke i nærkampene og satte vores hurtige spillere i scene i omstillinger. Jeg forventede, at vi skulle forsvare mere i dag, men vi formåede at dominere i store dele af kampen,” siger han til Randers Amtsavis.

“Pigerne udførte planen og spillede virkelig en god kamp”

Træner Morten Hyldgaard til Randers Amtsavis

Svær finalemodstander

Finalen i Ultra Skolepokalen spilles torsdag den 25. april kl. 12.15 på Nature Energy Park i Odense, som er hjemmebane for OB’s superligahold og OB Q’s kvalifikationsligahold. Kampen vises direkte på DR 1 og der er gratis adgang til stadion.

Spørgsmålet er, om Randers Realskole kan gå hele vejen og vinde over Københavns Skole- og Idrætsakademi, der har været i finalen flere gange. Til det spørgsmål siger Morten Hyldgaard til Randers Amtsavis:

“Vi skal møde et hold, som ikke har lukket et eneste mål ind i de ni kampe på vejen mod finalen, men de har til gengæld scoret en masse selv. Der er ingen tvivl om, at der venter en svær opgave, men vi kommer til at gøre alt for at tage trofæet med hjem til Randers,” siger han.

“Vi kommer til at gøre alt for at tage trofæet med hjem til Randers”

Træner Morten Hyldgaard til Randers Amtsavis