Nanna er klar til finalen i Ultrapokalen: Træner fodbold syv gange om ugen

0
2409
Nanna er angriber på HB Køges U14 Elitehold.

Nanna Ottow fra København spiller elitefodbold i HB Køge og går på Københavns Skole og Idrætsakademi, som på torsdag skal spille finale i Ultra Skolepokalen. Her fortæller Nanna om sin travle fodboldhverdag, hvor hun også får tid til at træne U12-piger

Den står på fodbold morgen og eftermiddag de fleste dage om ugen i Nanna Ottows hverdag. Til daglige går hun på Københavns Skole og Idrætsakademi, hvor der morgentræning flere gange om ugen, og når hun forlader skolen, der ligger ved Ryvangen i København, så er det ofte for at tage toget i Køge, hvor hun spiller på klubbens U14 Elite-hold. Og, nåh ja, så får Nanna også lige tid til at stå for specifiktræningen for U12-pigerne i sin barndomsklub BK Union.

På torsdag er Nanna med på Københavns Skole og Idrætsakademis hold, der møder Randers Realskole i finalen i Ultra Skolepokalen. I den anledning har FODBOLD FOR PIGER interviewet om den travle fodboldhverdag og hendes ambitioner om en dag at blive professionel fodboldspiller.

”Jeg træner fire gange i ugen med klubben om eftermiddagen og to til tre gange om formiddagen på skolen i ugen.  Jeg skiftede B93 ud med HB Køge på grund af mine ambitioner om at nå så langt som muligt med min fodbold. Jeg har spillet siden jeg var seks år. Jeg spiller 9`er, som man nok også kan regne ud på min insta-profil nanna9er”.

Københavns Skole og Idrætsakademi har spillet sig i finalen i Ultra Skolepokalen.

Hvordan er det at gå på København Skole- og Idrætsakademi? Hvad er det for en slags skole og hover meget træner I?

”Københavns Skole og Idrætsakademi (KSI) er en skole med tennis-, ishockey- og fodboldlinje. Man prøver, mens man går i skole, at nå så langt med sin sport som er muligt. Dette gør man med mange dygtige trænere. Vores cheftræner er for eksempel Henrik Jensen, som er tidligere træner for Brøndbys superligahold. På skolen laver man også almindelige skolefag som på en almindelig folkeskole, men der er hård disciplin, som på et elitefodboldhold og det trives jeg meget godt i, selvom det også er hårdt med konstant konkurrence i alt vi laver. Men det er en del af det når man samler så mange elitepiger og -drenge”.

“Man prøver, mens man går i skole, at nå så langt med sin sport som er muligt”

Meget transporttid men har ikke fortrudt ét sekund

Du bor og går i skole i København og træner fodbold i Køge. Hvordan får du hverdagen til at hænge sammen?

”Jeg bruger meget tid på transport til og fra klubben i tog, men jeg har ikke fortrudt mit skifte til HB Køge ét sekund. To dage om ugen kører jeg direkte fra skole med tog til træning og er først hjemme kvart over otte om aftenen. Om onsdagen, hvor jeg har restitutionsdag er jeg specifiktræner for U12 pigerne i min barndomsklub BK Union. Træningsmiljøet i HB Køge er det nærmeste jeg kommer på et prof elitemiljø og det er jeg så heldig at være en del af nu”.

”Jeg kan kun takke HB Køge for at de så et spændende projekt i mig. Lektier på skolen kan ofte laves i skoletiden, fordi de ved at tiden til lektier efter skole ikke er nem når man dyrker elitesport. Mange af mine veninder er også i elitefodbold så vi hænger meget ud sammen, men de veninder jeg har udenfor fodbold kan jeg tit komme til at savne fordi jeg ikke har så meget tid. Jeg prøver at være opmærksom på at de veninder også er vildt vigtige for mig”.

Foto: HB Køge.

Drømmer om landsholdet

Hvad er dine ambitioner indenfor fodbold?

”Jeg drømmer om landsholdet, men ved godt hvor svært det er, så en ambition er også at få en kontrakt som prof. Jeg vil bare godt blive så god som jeg kan”.

I har spillet jer til finalen i Ultra Skolepokalen. Fortæl lidt om jeres hold – hvorfor går det så godt? Hvad er jeres styrke?

”Vi har et hold, der består af næsten kun spillere, der er udtaget til DBU talent på Sjælland. Det gør i sig selv at vi har et højt niveau som enkelte spillere, men som hold kommer vi også fra få klubber og derfor har vi spilrelationer med hinanden fra klubberne. Vi trænes alle mange gange om ugen højintenst og er helt vant til pres og kampe der gælder. Det er sjældent vi ser modstandere der nærmer sig den sammensætning. Vi spiller kun med 7. klasser i turneringen, fordi når man går i 8. eller 9. på vores skole, så har man spillet en U16 DM kamp og så må man ikke deltage i skolefodbold. Derfor møder vi ofte også ældre spillere i turneringen, men der er ikke noget vi ser som et problem”.

“Vi trænes alle mange gange om ugen højintenst og er helt vant til pres og kampe der gælder”

Foto: HB Køge

Vildt spændende at spille finale

Ultra Skolepokalen spilles på torsdag den 25. april klokken 12.20 på Nature Energy Park i Odense. Kampen vises på DR. Hele Københavns Skole og Idrætsakademi tager med til Odense og hepper, fortæller Nanna.

“Det er vildt spændende og skolefodbold finalen er en ret stor ting for os 7. klasses piger, når der kommer så mange tilskuere og den bliver vist i TV. Derfor er det også ret hårdt hvis man ikke bliver udtaget. Jeg glæder mig vildt, men som det altid er i min verden, så ved man aldrig om man udtages eller ej. Vi kæmper alle om pladserne og nogle skal sorteres fra til finalen. Jeg har været udtaget til alle kampe i skolefodbold i år, men man ved aldrig. Jeg gør bare mit bedste,” fortæller Nanna Ottow.