Louise Ringsing får ungdomskontrakt med tysk topklub

1
2213
Louise Ringsing.
Louise Ringsing.

U17-landsholdsspilleren Louise Ringsing, der er forsvarsspiller på Brøndbys U18 DM-hold, har fået en drømmeaftale med den tyske topklub Turbine Potsdam.

Louise var i sommer til en uges prøvetræning i Potsdam, og tyskerne blev så begejstret for den gennembrudsstærke venstre back, at hun nu har fået en 1-årig ungdomskontrakt med klubben, der har været i Champions League-finalen de sidste to år og er blandt Europas allerbedste kvindeklubber.

”Jeg rejser derned, når jeg har været med U17-landsholdet på træningslejr i Irland (2.-6. september, red.). Jeg skal træne og spille med Potsdams U17-trup og gå i skole og bo på et kollegium sammen med de øvrige spillere,” fortæller Louise Ringsing til FODBOLD FOR PIGER.

Spiller godt fodbold

Hun går på Brøndby Gymnasium men tilbuddet om at komme til den tyske klub, der har hjemme i en forstad til Berlin, var for fristende.

”Et ophold i udlandet er noget af det bedste man kan opleve som fodboldspiller. Jeg tror, at jeg kan udvikle mig både som person og som fodboldspiller i Turbine Potsdam,” siger Louise Ringsing, som var overrasket over den spillestil, hun oplevede, da hun var til prøvetræning i sommer:

”Jeg tænkte wow. Jeg troede, at de spillede meget fysisk, men det var god fodbold – de spillede godt rundt i kæderne, og det mindede meget om det fodbold, jeg er vant til,” siger Louise Ringsing.

Brøndbytræner: Fantastisk chance for Louise

Louises træner i Brøndby, Rene Nielsen, glæder sig over aftalen på Louises vegne:

”Det er en fantastisk chance at få for en så ung spiller.  Det er selvfølgelig et stort handicap for os at Louise rejser, men vores mål er nu engang at udvikle spillere, så  jeg ser det som et klap på skulderen til både os og Louises tidligere klubber,” siger Rene Nielsen.

Han er ikke i tvivl om, hvad det er for kvaliteter Turbine Potsdam har øjnet hos Louise:

”Louises styrke er hendes offensiv og hendes taktiske evner. Hun står de rigtige steder, fordi hun har en sjælden evne til at se, hvordan spillet udvikler sig, og så sparker hun helt fantastisk til en bold. Hun er venstrebenet men kan sparke med begge ben,” siger Rene Nielsen.

Han synes det er en modig men klog beslutning, som Louise har truffet:

”Jeg forventer, at hun kommer hjem som en endnu bedre og mere komplet fodboldspiller. Og så tror jeg, at hun rent menneskeligt vil få meget ud af. Hun skal jo pludselig stå på egne ben, lære et nyt sprog osv. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt for hende,” lyder det fra Louises træner på Brøndbys U18 DM-hold, som for sidste gang havde Louise med på holdet i søndags, da det blev til en 2-1-sejr over Fortuna Hjørring.