Lyseng vender tilbage i rollen som helt selvstændig klub på pigeungdom og kvindesenior. Klubben vil søge om selvstændig licens med en ambition om at kunne spille med i U16 og U19-ligaerne
IF Lyseng Fodbold, der er Jyllands største fodboldklubber, forlader nu selskabet bag AGF Kvindefodbold. Det sker efter en længere proces og fordi klubben igen vil have en selvstændig profil på kvindefodbold, fremgår det af en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.
IF Lyseng Fodbold vil dermed ikke længere være andethold for AGF Kvindefodbold og klubben vil gå efter en selvstændig licens som DBU licensklub med ambition om at kunne spille med i den landsdækkende division for U16 og den næstbedste række i U19 Ligaen.
IF Lyseng understreger i pressemeddelelsen, at det fortsat er hensigten, at de allerbedste spillere i Aarhus skal samles i AGF, men at Lyseng ”som selvstændig aktør vil fastholde og videreudvikle det stærke miljø for pige- og kvindefodbold, som har været kendetegnende for IF Lyseng gennem mange år”.
”Vi ønsker alt det bedste for AGF Kvindefodbold i fremtiden. Men samtidig er vi hos IF Lyseng overbeviste om, at vi kan bidrage til at styrke pige- og kvindefodbolden yderligere i Aarhus ved at skabe et stærkt alternativ i den sydlige del af byen, som bygger videre på IF Lysengs store traditioner i pige- og kvindefodbolden,” siger sportschef Lars Klitgaard fra IF Lyseng Fodbold.
”Vi ønsker alt det bedste for AGF Kvindefodbold i fremtiden”
Ambitionen er, at IF Lyseng skal være Aarhus næstbedste seniorhold med en plads i kvindernes 2. division.
”I IF Lyseng anerkender vi AGF’s store indsats for at skabe en eliteprofil for kvindefodbolden i byen. IF Lyseng kommer fortsat til at levere talenter til AGF, men samtidig ser vi frem til at vende tilbage til rollen som en helt selvstændig forening for såvel de lokale piger som for ambitiøse spillere fra hele regionen,” siger IF Lysengs formand, H.C. Hansen.
IF Lyseng havde 491 kvindelige spillere ved udgangen af 2023.