Per Nielsen stopper i Brøndby

0
742
Per Nielsen. Foto: Brøndby IF

Brøndby siger farvel til sin cheftræner efter ni sæsoner. Klubben er nu på jagt efter en ny cheftræner

Efter ni år skal der nu skiftes ud i cheftrænersædet i Brøndby. Per Nielsen stopper og klubben har igangsat processen med at finde ny cheftræner, skriver klubben på sin hjemmeside.

“Jeg er stolt af alt, hvad vi har opnået sammen, særligt vores mesterskaber og pokaltitler. Jeg vil altid være taknemmelig for muligheden og støtten fra både klubben og fansene, og jeg vil derfor også gerne takke spillere og stab for samarbejdet gennem årene. Nu er det tid for mig at give stafetten videre, og jeg ønsker alle i Brøndby IF Women alt det bedste,” siger Per Nielsen på hjemmesiden.

Det er blevet til tre mesterskaber og tre pokaltitler i Per Nielsens trænertid, og der er da også masser af roser fra klubben til den afgående træner:

“Per har med sin erfaring og stærke evner som træner været en vigtig del af Brøndby IF Women gennem de sidste ni år, og han har i den grad bidraget til, at vi spiller med i toppen af dansk kvindefodbold. Per og holdet har skabt mange mindeværdige øjeblikke for Brøndby IF Women, siden han tiltrådte tilbage i 2015, hvilket vi er meget taknemmelige for,” siger Christian Barrett, formand for Brøndbyernes Idrætsforening og bestyrelsesmedlem i Brøndby IF.