FCK skriver med tre stortalenter

0
3649
Julie Børkop flankeret af Rebecca Steele, Head of Women's football, og Casper Hansen, talentchef FCK Piger. Foto: Andreas Højberg, FCK Media

Julie Børkop (17), Paula Groth-Hansen (16) og Olivia Midjord (17) blev i sidste uge præsenteret i FC København. De bliver alle tre en del af FC Københavns akademi og skal udvikle sig i takt med, at F.C. Københavns kvindehold rykker op gennem rækkerne 

Tre af de største talenter i dansk fodbold. Sådan præsenterer FC København tre nye spillere, som klubben i sidste uge præsenterede på sin hjemmeside. Det drejer sig om Julie Børkop (17) og Paula Groth-Hansen (16), der begge kommer fra B.93, samt Olivia Midjord (17), der skifter fra FC Nordsjælland.

“De tre unge talenter rummer alle et kæmpe potentiale,” siger Rebecca Steele, Head of Women’s football, til klubbens hjemmeside.

“Det er vigtigt for os at give de unge spillere de bedste muligheder for at udvikle sig, og Julie, Paula og Olivia bliver del af F.C. Københavns eksisterende akademi, hvor de indgår på lige vilkår med vores mange unge talenter på drengesiden.”

“Ambitionen og håbet er, at de kan udvikles i takt med, at F.C. Københavns kvindehold rykker op gennem rækkerne,” siger Rebecca Steel.

“Julie, Paula og Olivia bliver del af F.C. Københavns eksisterende akademi”

Ungdomslandsholdsspiller

Julie Børkop præsenteres som central midtbanespiller med en sublim teknik og evnen til at fordele og dominere spillet. Hun er ungdomslandsholdsspiller med to U19-landskampe, samt 8 U16- og 11 U17-landskampe på fodbold-cv’et.

”Det er et spændende og ambitiøst projekt, hvor FCK giver mig mulighed for at udvikle mig i en helt ny ramme. Jeg er sikker på, at det bliver sjovt og lærerigt. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for sikre, at vi kommer godt i gang med den nye sæson. Samtidig håber jeg at mit bidrag også kan være med til at udvikle kvindefodbolden i København yderligere. Det bliver en sjov rejse, som begynder lige om lidt,” siger hun til fck.dk.

Paula Groth-Hansen med Rebecca Steele og Casper Hansen, talentchef FCK Piger Foto: Andreas Højberg, FCK Media

Allround-spiller

Paula Groth-Hansen, der også kommer fra B.93, beskrives som en energisk allround-spiller, der kan spille flere positioner.

“Det er en stor chance for mig, og jeg ser meget frem til at blive en af de første kvinder på FCK’s akademi, hvor jeg kan fortsætte min udvikling. Det er også spændende at være en del af noget helt nyt, så det bliver fedt at komme i gang med en ny udfordring,” siger hun.

Rebecca Steele og Olivia Midjord. Foto: Andreas Højberg, FCK Media

Fra FCN til FCK

Offensivspilleren Olivia Midjord kommer oprindeligt fra Hareskov IF og har senest spillet på FC Nordsjællands U19-hold og . Hun præsenteres som en spiller, der har godt overblik, kan kontrollere tempoet i kampene og vinde duellerne på midten af banen.

“Jeg har selvfølgelig fulgt med i al snakken om FCK’s nye kvindehold, og jeg glæder mig til at blive en del af det og bidrage med det jeg kan. Jeg har altid drømt om en professionel karriere, og jeg tror på, at det her bliver et godt skridt i den retning,” siger Olivia til klubhjemmesiden.

LÆS OGSÅ:

Julie Nowak skifter fra italiensk fodbold til FC København

Celine fra Damsø udtaget til FCKs nye kvindehold: “Det er en drøm, jeg jagter”