Theresa Eslund vender hjem til Brøndby: Skal udvikle spillere

0
626
Theresa Eslund bliver nu en del af trænerteamet i Brøndby IF Women.

Den tidligere Brøndby-profil skal være Head of Player Development for Brøndby IF Women. “Hun ser de små detaljer, som hun kan være med til at udvikle hos den enkelte spiller,” lyder det fra Brøndby

Den tidligere mangeårig Brøndby-profil Theresa Eslund, som nåede hele 314 kampe for Brøndby IF Women, får nu igen Brøndby som sin arbejdsplads. Theresa Eslund, der senest har været fodboldkommentator på Viaplay og har en længere udlandskarriere  bag sig, bliver såkaldt Head of Player Development for Brøndby IF Women, dvs. at hun skal have fokus på udvikle spillerne individuelt. Theresa Eslund har underskrevet en kontrakt med Brøndby, der løber sæsonen ud.

”Vi er rigtig glade for den aftale vi har landet med Theresa. Med denne aftale viser vi, at vi tager det seriøst på vores og dansk kvindefodbolds vegne, når vi ønsker at få stærke og dygtige danske spillere ind i trænergerningen. Theresa har en enorm erfaring som spiller og menneske. Hun har ønsket at komme ind i en trænerrolle i sin tidligere klub, som er hendes hjerteklub, og der var ingen tvivl fra vores side,” siger Head of Women’s Football Kim André Pedersen til klubbens hjemmeside.

”Theresa er dygtig i relationen med spillerne, og ser de små detaljer, som hun kan være med til at udvikle hos den enkelte spiller, hvor hun vil være Head of Player Development. Vi glæder os til at bygge videre på det projekt vi har startet, og den fremtid vi ser ind i,” siger han.

Vil give lidt tilbage til Brøndby

Theresa Eslund glæder sig over at være retur i Brøndby IF:

”Jeg er glad for at være tilbage i den klub som har haft en så stor betydning for mig og min karriere. Jeg håber at jeg kan være med til at bidrage til den udvikling og det projekt, som der er i gang i klubben, og at jeg kan give lidt tilbage til Brøndby IF,” siger hun.

Ud over Brøndby IF har Theresa Eslund bl.a. spillet i Vålerenga, Seattle Reign og Melbourne City. Det blev samtidig også til 133 kampe for landsholdet, hvor hun i 2017 var med til at vinde EM-sølvmedaljer.