FCKs kvinder vinder tredje 3-0-sejr i træk

0
1075
FC København vandt lørdag 3-0 over Fredensborg i 2. division. Foto: Amy Khabthani, FCK Media

FC København topper 2. division efter endnu en sejr på 3-0

For tredje turneringskamp i træk kunne FC Københavns kvinder i weekenden gå fra banen med en sejr på 3-0. Efter 3-0 over både Slagelse og Allerød blev det lørdag til 3-0 over Fredensborg på hjemmebanen i Vanløse.

Emma Brandt åbnede scoringen efter 25 minutters spil på oplæg af Celine Dalsten. Hun har nu scoret to mål i 2. division og to mål i pokalturneringen.

Josephine Lech gjorde det til 2-0 i det 36. minut på oplæg af Brandt og få minutter før slutfløjtet sørgede indskiftede Sophie Borre for slutresultatet 3-0.

Der er dermed endnu ikke blevet scoret på FCK-keeper Anna Kaas.

FCK topper 2. division pulje 1 med maksimumpoint efter tre spillerunder. Sundby er på andenpladsen, ligeledes med maksimumpoint, efter 3-0 hjemme over BSF lørdag på Sundby Idrætspark.

Pulje 2 toppes af Aalborg Freja med ni point efter tre kampe, mens Brabrand er nummer to med seks point.