Med en storsejr over Hillerød lagde Thisted FC lørdag luft til konkurrenterne i U18 DM Ligaen. Hele 10-1 vandt Thisted over oprykkerne, og dermed er nordjyderne alene i front med 16 point og en målscore på 29-6. Thisted har dog spillet en kamp mere end Brøndby, som sad over i weekenden. Men holdet har en langt bedre målscore end Brøndby, som har 13 point efter fem kampe.
Ballerup-Skovlunde (BSF) spillede sig op på andenpladsen med en sejr på 3-1 hjemme over Næsby, og Fortuna Hjørring viser også tænder. Fortuna slog lørdag Skovbakken hjemme med 1-0 og er nu oppe på fjerdepladsen, fire point efter Thisted.
”Den chancefattige kamp, der var klart mere spændende end velspillet, kunne såmænd godt være endt 0-0 eller 1-1, men når den nu fik en vinder, var det i orden, at det blev Fortuna Hjørring,” skriver Skovbakken i sit referat fra kampen, som klubben har sendt til redaktion@fodboldforpiger.dk
En af weekendens overraskelser stod OB for. På udebane blev det til 1-0 over Horsens SIK, og fynboerne bevæger sig nu stille og roligt væk fra bunden.
Det samme gør KoldingQ, som i en målrig affære slog Team Viborg hjemme med 4-3. Viborgenserne er dermed stadig på tredjesidstepladsen – a point med Hillerød på næstsidstepladsen og fire point foran Varde, som stadig ikke har fået point.
U18 DM, aktuel stilling
- 1 Thisted FC, 6 kampe, 16 point
- 2 BSF, 6 kampe, 14 point
- 3 Brøndby, 5 kampe, 13 point
- 4 Fortuna Hjørring, 5 kampe, 12 point
- 5 KoldingQ, 5 kampe, 8 point
- 6 Horsens SIK, 6 kampe, 7 point
- 7 Næsby, 4 kampe, 6 point
- 8 OB, 6 kampe, 6 point
- 9 Skovbakken, 6 kampe, 5 point
- 10 Vejle, 5 kampe, 4 point
- 11 Team Viborg, 5 kampe, 4 point
- 12 Hillerød, 5 kampe, 4 point
- 13 Varde, 6 kampe, 0 point