Sofie Lundgaard skriver ny kontrakt med Liverpool FC

0
970
Sofie Lundgaard stortrives i Liverpool og har netop forlænget sin aftale med klubben. Foto: Liverpool FC Women

Den 22-årige danske midtbanespiller har underskrevet en ny kontrakt med Liverpool FC. “Det var en no-brainer for mig,” siger hun

22-årige Sofie Lundgaard, der i januar 2023 skiftede fra Fortuna Hjørring til Liverpool FC, har underskrevet en ny kontrakt med den engelske storklub.

Det annoncerer klubben på sin hjemmeside.

“Jeg er virkelig glad og stolt over at forlænge min kontrakt med Liverpool. Jeg tror, det er en drøm, der er gået i opfyldelse igen, og jeg nyder virkelig at være her. Det var virkelig en no-brainer for mig,” lyder det i en udtalelse fra Sofie Lundgaard.

“Det er uvirkeligt at være i Melwood, faciliteterne er så gode, og vi har alt, hvad vi skal bruge for også at præstere på banen. Jeg synes, det er fantastisk. Jeg nyder at bo i byen. Jeg synes, det er rigtig dejligt, at alt er så tæt på, og vi har også vandet i nærheden. Jeg nyder min tid her,” siger hun.

“vi har alt, hvad vi skal bruge for også at præstere på banen. Jeg synes, det er fantastisk”

Tilbage efter skade

Sofie Lundgaard har spillet 31 kampe for de røde og havde en fin 2023-2024-sæson, som desværre blev afbrudt af en skade. Men hun træner nu fuldt med igen og er klar til den nye sæson, som starter i denne weekend med en kamp mod Leicester City.

“Skaden kom på et rigtig dårligt tidspunkt for mig – jeg mener, en skade kommer aldrig på et godt tidspunkt – men især [i] den periode var jeg i god form, og jeg nød virkelig at spille igen. Jeg tror, jeg virkelig har en motivation nu til at gøre det godt og komme tilbage på holdet. Jeg synes, jeg har haft en god pre-season, så jeg er bare rigtig spændt på at komme i gang på søndag,” siger Sofie Lundgaard til klubbens hjemmeside.