Danmark og Sverige vil være værter for EM 2029

0
644
Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Tirsdag har Danmark og Sverige officielt meddelt UEFA, at de to nordiske lande vil klargøre et stærkt, fælles bud på EM 2029. Visionen er at lave det mest velbesøgte EM for kvinder i historien

Hvis det står til de danske og svenske fodboldforbund, så skal EM 2029 holdes i Danmark og Sverige. Tirsdag var der frist for at indsende et såkaldt ”declaration of interest til UEFA” for lande, der ønsker at byde på EM 2029, og DBU og SvFF har meddelt, at de sammen vil lægge et bud på en dansk-svensk slutrunde.

”Et dansk-svensk EM-værtskab kan skabe et massivt løft for dansk fodbold – for fans, klubber og alle os, der elsker fodbold. Vi ønsker at afholde et EM, der kan inspirere børn og unge og bidrage til fortsat udvikling af kvindefodbold i Danmark. Vi vil sammen med Sverige kæmpe for at vinde og skabe en fantastisk EM-sommer i 2029,” siger formand i DBU, Jesper Møller.

Vision: Største EM nogensinde

Ambitionen er det største EM nogensinde. På dansk jord arbejder DBU igen tæt sammen med regeringen, Sport Event Denmark og mulige værtsbyer for at skabe det stærkest mulige bud på EM 2029.

Otte stadions skal huse kampene til EM 2029, men først senere i processen træffer de to fodboldforbund en beslutning om, hvilke stadions der skal være en del af det endelige bud.

“Sammen med Danmark ser vi en mulighed for at kunne arrangere den mest velbesøgte EM-slutrunde for kvinder”, siger Fredrik Reinfeldt, formand i SvFF, til dbu.dk.