Sundby Boldklub vil være licensklub senest i 2027

0
602
Foto: Sundby Boldklub

Sundby Boldklub vil være den førende pigeklub på Amager og går efter at blive licensklub senest i 2027. En ny talent-setup for U13-U19 rulles ud de kommende måneder

Sundby Boldklub skruer nu op for ambitionerne på pigesiden. Amagerklubben har lagt en ny strategi, hvor visionen lyder, at klubben vil være den foretrukne klub for piger på Amager og den bedste klub på øen til at udvikle drenge- og pige-spillere. Målet er blive pigelicensklub med én stjerne senest i 2027, og klubben vil have mindst 70 pigetalenter, når der søges licens.

Der er ansat en Head of Coaching på halvtid, og på hjemmesiden præsenteres et nyt set up for pigetalentafdelingen, der skal være i gang senest fra januar 2025. Her lyder det:

“Vi starter nu på U13 til U19 Talent på pige-siden og derfor starter der et nyt set up for de piger som vil fodbolden og deltage i vores nye satsning. Processen er hård og den er lang, og vi har brug for alles opbakning til at få pigetalentafdelingen op at køre.

Vi vil bestræbe os på at give dem en fodbolduddannelse, som er i topklasse. Vi forpligter os til at arbejde seriøst med, hver enkelt spiller og give den bedste oplevelse af at blive markant bedre end der, hvor den enkelte spiller var tidligere. Vi forpligter os til at tage jer og jeres børn seriøst”.

Bedste fodboldtilbud til piger på Amager

Head of Coaching (HOC) Patrick Tronborg understreger, at Sundby Boldklub vil være en klub for alle piger, der vil spille fodbold:

”Vores overordnet mål er at skabe det bedste tilbud til pigerne på øen. Med den historik, vi har som klub, med fodbold for begge køn, mener vi, at vi har et ansvar i at tilbyde fodbold, også for de bedste piger på Amager. Men vi skal løfte hele vores pigeafdeling, med en rød tråd til vores 1. holdskvinder. Vi ser også ind i en tid, hvor pigefodbolden er i en kæmpe udvikling, og den rejse vil vi med på,” siger han til FODBOLD FOR PIGER.

Patrick Tronborg er ny Head of Coaching i Sundby Boldklub.

Målmandstræner og mentaltræning

Patrick Tronborg startede som Head of Coaching den 1. august og har siden arbejdet med strategien og på at få arbejdet sig ind i træningsmiljøet. Han kommer fra talentafdelingen hos drengene, hvor han har haft flere ledende stillinger de sidste fire år og hvor han stadig har et overordnet ansvar.

”Men lige nu vil det være pigeprojektet, der tager det meste af min tid,” fortæller Patrick Tronborg, der har arbejdet med talentudvikling de sidste 11 år.

Ud over en Head of Coaching er der også knyttet en fysisk træner til talentafdelingen og den erfarne Michael Erlangsen  er ansat som målmandstræner for U13-U19. Desuden er der lavet en aftale med et eksternt firma, som skal stå for mentaltræning og -rådgivning af spillere, trænere og forældre.