Spænding i både top og bund i Gjensidige Kvindeliga

0
479
Sidst Fortuna Hjørring og AGF mødtes, blev det til en 3-0 sejr til Fortuna Hjørring. Foto: Jess M. Madsen

Weekendens kampe kan flytte rundt på placeringerne i både toppen og bunden af Gjensidige Kvindeliga. Kan HB Køge igen tage point fra førerholdet?

Der er spænding i både top og bund, når 8. runde af Gjensidige Kvindeliga afvikles lørdag og søndag. Topholdet FC Nordsjælland møder HB Køge, som i sidste weekend fik ét point mod Fortuna Hjørring, der derfor måtte overgive førstepladsen til FC Nordsjælland. Spørgsmålet er, om HB Køge kan gentage den præstation mod FCN?

Fortuna Hjørring får besøg af AGF, der er på næstsidste-pladsen med sølle tre point efter de første syv kampe. Onsdag fik holdet dog oprejsning med en pokalsejr på 2-1 over OB Q, og den sejr kan måske give aarhusianerne ny tro på tingene i den svære udekamp mod Fortuna Hjørring, der stadig er ubesejrede.

Søndag gælder det kampen i bunden mellem B.93 og Kolding IF – en kamp mellem sidstepladsen og nummer seks. Vinder B.93 har de pludselig samme antal point som Kolding IF, som omvendt kan tage et vigtigt skridt opad i tabellen med en sejr.

Den fjerde kamp står mellem Brøndby IF og OB Q. Det er en kamp om den tredjeplads, som OB lige nu sidder på og som Brøndby kan overtage med en hjemmesejr.

Du kan se kampene på Kvindeliga.live her:

LØRDAG
Kl. 13: Fortuna Hjørring – AGF
Kl. 15: FC Nordsjælland – HB Køge

SØNDAG
Kl. 13: B.93 – Kolding IF
Kl. 15: Brøndby IF – OB Q

LÆS OGSÅ:

FCN er tilbage på førstepladsen