Rie var eneste kvindelige fodbolddommer på Fyn: “Nu er vi fem – det er fantastisk”

0
540
Rie har været dommer i seks år og kani dag dømme 1. division for kvinder. Foto: DBU Fyn

23-årige Rie Louise Rasmussen har været fodbolddommer i seks år – de første fire år som den eneste på Fyn. Hun håber, at flere piger og kvinder vil tage springet og blive dommer

Da Rie Louise Rasmussen fra Brenderup på Fyn var 16 år, tog hun dommerkort på opfordring fra sin far. “Det vil være godt at have kurset – så kan du bagefter finde ud af, om du vil være dommer i praksis,” lød farens opfordring til Rie, som kort efter måtte  stoppe som fodboldspiller på grund af en skade.

Skaden satte også umiddelbart en stopper for dommergerningen. Men da Rie var klar igen, traf hun et valg. I stedet for at spille fodboldkampe ville hun dømme dem.

“Jeg syntes det var sjovere at tjene penge på fodbold end at bruge penge på det,” som Rie Louise Rasmussen fortæller til DBU Fyns hjemmeside, der har interviewet hende til deres serie “Ugens Kvindelige Leder”.

“Jeg syntes det var sjovere at tjene penge på fodbold end at bruge penge på det”

Og det har hun ikke fortrudt. Rie startede som dommer hos DBU Fyn i 2018, og i dag er hun indrangeret, så hun må dømme Serie 1 hos herrerne og 1. division hos kvinderne. Rie har foreløbig dømt 242 kampe under DBU og har tilbagelagt 13.008 kilometer på landevejen, når hun skulle ud og dømme kampe.

“Dét, at jeg blev taget imod med åbne arme fra alle har haft en stor betydning for mit virke som fodbolddommer i dag. Udover det, så vil jeg generelt fremhæve alle de oplevelser, man har på og uden for banen. De er også en stor faktor for at fortsætte dommerlivet. Vi dommere er ét stort fællesskab og her på Fyn, er der plads alle,” fortæller hun.

Foto: DBU Fyn

Savnede nogle af sparre med

Rie Louise Rasmussen var i flere år den eneste kvindelige dommer på Fyn. Nu er der fem kvindelige dommer under DBU Fyn, og det har haft enorm betydning:

“Den største udfordring har klart været, at jeg har været den eneste kvindelige dommer på Fyn i mange år – faktisk næsten lige siden jeg fik mit dommerkort. Jeg havde ikke nogen andre at kunne sparre med af samme køn, så jeg fik en følelse af ensomhed, og motivationen for at dømme var ikke særlig høj. Heldigvis er vi nu fem kvindelige dommere på Fyn, hvilket er helt fantastisk”.

Foto: DBU Fyn

Tag springet og bliv dommer

Rie Louise Rasmussen håber, at mange flere piger og kvinder vil tage springet og blive dommere:

“Der er heldigvis sat et stort fokus på kvindedommere og kvindefodbolden generelt, hvilket er virkelig positivt. Udover det, så håber jeg at flere piger/kvinder tør tage springet og prøve fodbolddommergerningen af. Der er ingen, der har sagt man skal starte i seniorrækkerne. Jeg startede selv i ungdomsrækkerne og brugte det første år her, da jeg følte, det var det jeg havde brug for – for senere at kunne gå ud og styre 22 fuldvoksne mænd,” siger Rie til DBU Fyn.

Du kan læse hele interviewet med Rie Louise Rasmussen her

LÆS OGSÅ:

Kampagne skal skaffe flere dommere: “Det er verdens bedste fritidsjob”