FC København og Aalborg Freja møder hinanden i pokalkvartfinalen

0
1021
Aalborg Freja jubler efter at have kvalificeret sig til kvartfinalen i Gjensidige Kvindepokalen. Nu er det afgjort, at holdet skal møde FC København i kvartfinalen. Foto fra Aalborg Frejas facebookside

Topholdene fra 2. divisions pulje 1 og 2 tørner sammen i kvartfinalen i Gjensidig Kvindepokalen. I en anden kvartfinale møder Varde IF fra 1. division de forsvarende pokalvindere FC Nordsjælland

For første gang nogensinde vil der være et hold fra landets tredje bedste række med, når der spilles semifinaler i kvindernes pokalturnering.

De to 2. divisionshold, der er tilbage i Gjensidige Kvindepokalen, FC København og Aalborg Freja, trak nemlig hinanden, da der tirsdag klokken 13 blev trukket lod til kvartfinalerne. Et af de to hold vil derfor fortsat være med i turneringen, når kvartfinalerne er spillet den 8. og 9. marts 2025.

Mødet mellem FC København og Aalborg Freja, der fører hver sin pulje i 2. division, var en af de store nyheder ved dagens lodtrækning.

En anden var, at Varde IF, der er nummer tre i 1. division, trak FC Nordsjælland, som har vundet pokalturneringen de sidste to år og som lige nu fører Gjensidige Kvindeliga. Det er med andre ord noget af en mundfuld, der venter vestjyderne i kvartfinalen.

De sidste to kampe står mellem AGF – Brøndby og HB Køge – Fortuna Hjørring.

GJENSIDIGE KVINDEPOKALEN – KVARTFINALER:

AGF – Brøndby IF
FC København – Aalborg Freja
HB Køge – Fortuna Hjørring
Varde IF – FC Nordsjælland