Cheftræner for FC Midtjyllands kvinder forlænger kontrakt til 2028

0
301
Steen Gravgaard Ladefoged bliver fra årsskiftet fuldtidsansat cheftræner. Foto: FC Midtjylland

Cheftræner Steen Gravgaard Ladefoged har underskrevet en ny kontrakt med FC Midtjylland og bliver ansat på fuldtid fra årsskiftet

FC Midtjylland kroner en succesrig start for sit nye kvindehold med at forlænge og udvide kontrakten med holdets cheftræner. Klubben skriver på sin hjemmeside, at cheftræner Steen Gravgaard Ladefoged har underskrevet en ny aftale til sommeren 2028 og at cheftræneren fra årsskiftet bliver ansat på fuldtid.

”Vi er glade for at forlænge Steens aftale og samtidig gøre ham til vores første sportslige, fuldtidsansatte medarbejder. Det er en vigtig beslutning i ambitionen om at fortsætte rejsen mod toppen af dansk kvindefodbold, hvor vi gerne vil give vores spillere de bedste betingelser for at præstere og opnå deres drømme,” siger Anders Madsen, sportschef i FCM Kvindefodbold, til fcm.dk.

“Det er en vigtig beslutning i ambitionen om at fortsætte rejsen mod toppen af dansk kvindefodbold”

Steen Gravgaard var seniortræner for Vildbjerg FC, hvis licens blev overtaget af FC Midtjylland den 1. juli 2024. Han blev i den forbindelse ansat som FCM Kvindefodbolds første cheftræner og siden har han stået i spidsen for et hold, der har levet op til den ambitiøse storklubs forventninger. FC Midtjylland har vundet 1. division med 12 sejre og én uafgjort i 14 kampe, og FC Midtjylland sikrede sig for flere uger siden en plads i forårets kvalifikationsspil om en plads i næste års Gjensidige Kvindeliga.

Er “enormt beæret”

Steen Gravgaard ser den nye aftale en stor mulighed for at fortsætte arbejdet med at føre FC Midtjylland Kvindefodbold til nye højder.

”Jeg er på godt jysk rigtig glad for den her nye aftale med FC Midtjylland og enormt beæret over at få chancen for at hjælpe den her nye gren af den midtjyske fodboldfamilie op på højeste niveau. Til den mission er der heldigvis en masse talentfulde fodboldspillere, dygtige og engagerede medarbejdere, ledere og trænere, som jeg glæder mig til at arbejde videre med,” siger Steen Gravgaard til fcm.dk.

Steen Gravgaard har som cheftræner for Vildbjergs U18 DM- og seniorhold og for FC Midtjylland stået på sidelinjen som cheftræner i sammenlagt 79 turneringskampe. Her er det blevet til 54 sejre, syv uafgjorte og kun 17 nederlag med en samlet målscore på 267-86.

LÆS OGSÅ:

FC Midtjylland er klar til oprykningsspillet