FC Midtjylland har skrevet en 2,5-årig kontrakt med det 17-årige angribertalent Amalie Lund, der skifter fra Varde IF
Med 11 scoringer var Amalie Lund fra Varde IF en af efterårets helt store profiler i 1. division. Det har man også bemærket hos FC Midtjylland, og nu har storklubben med den ambitiøse kvindesatsning skrevet kontrakt for de næste 2,5 år med den 17-årige offensivspiller, som har 28 ungdomslandskampe på cv’et.
“Vi er glade for og stolte over, at Amalie pr. 1. januar 2025 bliver en del af ulvefamilien. Trods sin unge alder har hun været en af de mest markante skikkelser i 1. division for Varde IF. Amalie har haft flere muligheder, og derfor ser vi det som en blåstempling af vores projekt, at hun har valgt os – både på grund af vores sportslige setup og ambitioner, og fordi vi gennem vores gode samarbejde med Sportstar College og Ikast-Brande Gymnasium kan tilbyde en sammenhængende hverdag for spillerne,” siger sportschef Anders Madsen til FC Midtjyllands hjemmeside..
“Et voldsomt offensivt våben”
Amalie Lund kommer med en stærk fysik, der gør hende til en trussel for de fleste forsvar, både med ryggen mod mål og i dybden.
“Hendes fysiske pakke er uovertruffent, og vores opgave bliver at stimulere hendes relationelle kompetencer og udvikle hende fysisk, så hun på alle måder bliver et voldsomt offensivt våben. Amalie er uden tvivl en af de mest spændende unge spillere i dansk kvindefodbold, og vi ser frem til at se hende i den sorte-røde trøje til foråret,” siger Anders Madsen.
“Amalie er uden tvivl en af de mest spændende unge spillere i dansk kvindefodbold”
Amalie Lund kalder FC Midtjylland en af de mest ambitiøse indenfor dansk kvindefodbold:
“Jeg glæder mig til at være en del af et professionelt setup, hvor jeg håber at kunne bidrage til, at FCM kommer til tops i dansk kvindefodbold. Jeg er klar til at tage arbejdstøjet på,” siger hun.
LÆS OGSÅ:
Ungt trænertalent skal være transitions- og U19-træner i FC Midtjylland